L&F: Fødevareklyngen parat til global udfordring
Landbrug & Fødevarer var tirsdag dag vært ved konference om bæredygtig fødevareproduktion.
- Hvis den udvikling fortsætter, kommer endnu flere mennesker til at sulte, med mindre landbruget og fødevarevirksomhederne bliver udviklet i de lande, hvor produktionen halter bagefter. Det kan vi hjælpe med fra dansk side, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.
Søren Gade var tirsdag blandt talerne på konferencen Bæredygtig fødevareproduktion til en verden i vækst. Konferencen var arrangeret af Landbrug & Fødevarer og fandt sted på Aarhus Havn.
Også handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, EU's klimakommissær Connie Hedegaard og repræsentanter fra store danske virksomheder, NGO'er og Verdensbanken deltog. .
- Den danske fødevareklynge er i dag i stand til at producere fødevarer af høj kvalitet med et minimalt brug af ressourcer. Vi sidder inde med viden og teknologi, som er efterspurgt i mange lande. Vi kan ikke brødføde verden med danske fødevarer, men vi har know-how og teknologi, der kan hjælpe med at udvikle fødevareproduktionen på verdensplan, siger Søren Gade.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er heller ikke i tvivl om, at udviklingslande i bl.a. Afrika skal lære et brødføde sig selv. Derfor skyder Mogens Jensens ministerium 40 millioner skattekroner i en landbrugsinvesteringsfond. Fonden skal på kommerciel basis investere i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande.
- Det er stor mundfuld at ville udrydde sult på globalt plan. Men det kan lade sig gøre, og danske landmænd og fødevareproducenter har mange af svarene på at skabe bæredygtig produktion af mad og dermed afhjælpe sultproblemerne på det afrikanske kontinent. Det skal vi udnytte, siger Mogens Jensen.
Målet er, at danske pensionskasser og private fonde vil bidrage til landbrugsinvesteringsfonden, så de samlede investeringer i afrikanske afgrøder, hvor der er danske virksomheder involveret, når op på 800-900 millioner kroner. Fonden indgår i regeringens nye eksportstrategi og forventes administreret af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).