23948sdkhjf

Ny dansk tryllekapsel får millioninvestering

En jysk opfinderduo vil drille Sodastream i et kommende kapselkapløb, og nu bakkes man op af innovationspulje.
En håbefuld jysk opfinderduo har fået tilsagn om en investering på 2,5 mio. kroner fra innovationspuljen Borean, og føler sig nu klar til at tage kampen op mod Sodastream, som lancerer kapselkonceptet SodaCap, som allerede findes på markedet i USA.

Anders Dahl og Jesper Hejlesen, som står bag den danske tryllekapsel, Flavor Cap, håber, at deres opfindelse kan nå at bide skeer med Sodastream-lanceringen, som er varslet til at finde sted i slutningen af året. Med Flavor Cap-kapslen og en flaske rent vand kan man på et øjeblik fremtrylle en flaske sodavand, fordi opløselige ingredienser er presset ned i en kapsel.

- Vi var kommet afsted uanset hvad, men i forhold til vores tidsplan er det nu betydeligt mere realistisk. Nu har vi den fornødne kapital til at løfte en salgsindsats, siger en glad Jesper Hejlesen til Food Supply.

B2B som rambuk for markedsføringen
Mens Sodastream satser på det forbrugersegment, som man i forvejen har tag i, så satser Flavor Cap i første omgang på, at kunne afsætte opfindelsen til advokatkontorer, reklamebureauer, revisionshuse og andre virksomheder, som har hyppigt optagede mødelokaler, og hvor kapslerne kan ligge side om side med tebreve og kaffefløde. Business-segmentet skal altså være den rambuk, der skal sende produktet videre ud i verden.

- Vi vil utroligt også gerne kæmpe os ind på hylderne hos Coop og Bilka, men detailkæderne vil gerne se beviser for et produkt, inden de laver en aftale, og hvis vi kan nå ud i tusinde mødelokaler, så kan vi vise, at der er kunder derude, som kan lide produktet.

I første omgang vil der ikke være tale om en klassisk industriproduktion, hvor produktet ikke rører menneskehænder, men det er målet på længere sigt. I første omgang er der en forhåndsaftale om at leje to maskiner, som skal betjenes manuelt. Der er tale om pillepressere, som bruges til produktion af kosttilskud, og Flavor Caps særlige opfindelse er det standseværktøj, som putter indholdet ned i kapslerne. Et stykke værktøj, som man her og nu søger patent på.

Nu er tiden dyrebar
Hos Flavor Cap vurderer man, at det er helt afgørende for konkurrencepositionen, at man nu har en investor, som kan hjælpe til at realisere produktionsplanen.

- Når en opfindelse er kendt, fordi man har søgt patent, så skal der altid løbes så hurtigt som muligt, man risikerer at andre lægge sig tæt opad. Så jo mere kapital, vi har, desto hurtigere kan vi løbe, siger Jesper Hejlesen.

Og han tror, at det bliver afgørende, at Flavor Cap kan møde op til konkurrencen i god tid.

- Selv om kunderne skulle synes om vores produkt, så er det ikke sikkert, at de vil skifte til vores, hvis de allerede lide Sodastreams produkt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078