Dan Cake investerer stort i Polen
Dan Cake, der har produktion i både Danmark og Polen, har investeret et trecifret millionbeløb i kapacitetsudvidelser på sin polske fabrik.
I 2013 omsatte Dan Cake for 642 millioner kroner netto, hvilket er en fremgang på 22 millioner kroner fra året før. Også resultatet er vokset fra et overskud på 9,3 millioner kroner i 2012 til 12,6 millioner kroner i 2013.
En tilfredsstillende udvikling, kommenterer ledelsen i tillæg til årsregnskabet, men fremhæver samtidig, at Dan Cake fortsat er presset af øget konkurrence. Særligt i detailhandlen i Norden, Tyskland og Storbritannien.
Læs også: Dan Cake halverer 2011-resultat
Dette kan være årsagen til, at kageproducenten nu investerer i Polen og ikke i Danmark.
Food Supply har forgæves forsøgt at få en kommentar fra administrerende direktør Klaus Eskildsen, men han har ikke ønsket at medvirke i artiklen.
Ifølge årsrapporten er der for 2014 budgetlagt yderligere 18 millioner kroner til flere polske udvidelser, hvormed den samlede investering ryger op i 186 millioner kroner. Virksomheden forventer at kunne tage de nye faciliteter i brug i løbet af i år.
Dan Cake er formentlig mest kendt for sin gule citronmåne, men producerer et bredt udsnit af skærekager, roulader og dessertprodukter. Produkterne afsættes både i detailhandlen og på foodservice-markedet.