23948sdkhjf

Bryggeri-direktør: Derfor står vi stærkt på specialøl

Baldersbrønde Bryggeri, der producerer det succesfulde Nørrebro Bryghus, er klar til nyt opsving på specialøl både i Danmark og udland, fortæller direktør.
I 2003 var Nørrebro Bryghus blandt de første til at introducere danskerne for mikrobryggeri og specialøl, og kombinationen af restaurant og bryghus blev fra start en succes. Mere end 100 mikrobryggerier skød de efterfølgende år op over hele landet. Men som krisen kom, tørstede danskerne ikke længere efter specialøl og branchen led et knæk.

- Da markedet eksploderede for år tilbage var der ingen begrænsninger på hyldemeter, men da krisen kom måtte mange dreje nøglen og detailhandlen begyndte at tage flere importøl ind i sortimentet, forklarer direktør i Baldersbrønde Bryggeri, Anders Kleinstrup, til Food Supply om branchens udfordringer.

Passer igen ind i tidens trend
Kurven går nu atter op. Fra 2012 til 2013 steg salget af specialøl alene i detailhandlen med 30 procent.

- Jeg kan se i markedet, at folk har fået flere penge og gerne vil betale ekstra for specialøl. Butikkerne satser oveni meget på at få flere lokale og økologiske varer i sortimentet, og den tendens passer perfekt med vores forretning. Så selvom Danmark er et dyrt land at producere i, betaler det sig på den lange bane, vurderer Anders Kleinstrup.

Nørrebro Bryghus startede i 2003 oprindeligt som en såkaldt brew pub, men i 2006 fik man etableret det industrielle bryggeri Baldersbrønde i Hedehusene, der straks begyndte at brygge økologisk øl til landets barer og restauranter. Her voksede volumen, også i kriseårene, men rent organisatorisk er der blevet skåret ind til benet. I dag foregår alt fuldautomatisk og der skal nu kun 3,5 mand til at brygge 1 million liter årligt.

- Fra 2012 til 2013 voksede vores volumen med 34 procent og jeg formoder vi kommer til at vækste 20-30 procent i år, forudser Anders Kleinstrup.

”Vi er konkollegaer”
Nørrebro Bryghus er ikke de eneste, der har øjnet potentialet for specialøl. Indslev Bryggeri meldte i juni, at man de kommende år satser på at udvide og effektivisere produktionsapparatet, og i juli proklamerede Carlsberg Danmark, at man går efter at fordoble salget af specialøl i løbet af de næste fem år.

Betyder det ikke øget konkurrence?

- Vi ser mest Carlsberg som en kollega, frem for en egentlig konkurrent, ja det glæder os faktisk, at Carlsberg går samme vej - de er med til at få segmentet til at blomstre igen, lyder det fra bryggeri-direktøren, som fortsætter:

- Jeg tror til gengæld ikke, der er plads til flere mikrobryggerier inden for den størrelsesorden, hvor vi producerer. Jeg vil mene det nuværende antal er meget passende.

Relancerer sit koncept
Og Nørrebro Bryghus læner sig bestemt heller ikke tilbage i sofaen - alle sejl er sat ind på igen at gå forrest. En nyrenoveret restaurant åbner i dag i Ryesgade - den skal fungere som flagskib for hele Nørrebro Bryghus-brandet og tilsætte en ekstra oplevelse til det at nyde en specialøl og et godt måltid.

Derudover satser bryggeriet på øget eksport.

- Vi er i forvejen meget aktive eksportører, men søger altid efter nye kunder. Vi har længe arbejdet på at få en distributør i Kina, og det ser endelig ud til at lykkes, siger Anders Kleinstrup med tilfredshed i stemmen.

Men hvad med de udenlandske øl, der har fundet vej til Danmark. Er de kommet for at blive?

- Ja, det er de, men det er min oplevelse, at folk har fået øjnene op for, hvor øllene kommer fra og at de hellere køber én dansk produceret specialøl frem for to udenlandske.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079