SFK Food solgt til til fransk fødevarekæmpe
Den kapitalfondsejede leverandør af krydderier og fødevareingredienser er solgt til franske Solina Group.
- Vi ser frem til at blive en del af Solina-gruppen. Sammen med Solina vil vi videreudvikle vores produktsortiment og operationelle platform til gavn for både vores kunder og leverandører, siger Kjeld Kronborg Danielsen, administrerende direktør i SFK Food.
SFK Food A/S blev grundlagt i 1931, og har udviklet sig fra udelukkende at være distributør til også at være producent. En sammenlægning med W.Oschäztchen Aarhus A/S har været medvirkende årsag til, at SFK har været involveret i udviklingen af et meget stort antal fødevareprodukter. SFK Food betragtes i dag som førende dansk leverandør af krydderiblandinger, krydderier, urter, marinader og funktionelle ingredienser til kød-, fisk- og fjerkræindustrien.
Læs også: Krydderibranchen presses af danske forbrugsvaner
Kapitalfond satte skub i forretningen
Odin erhvervede SFK Food i 2011 og siden har SFK Food købt India-Nor i Norge og fokus har været på selskabets vigtigste markeder med introduktion af nye innovative produkter. Derudover har kapitalfonden været medvirkende årsag til, at den operationelle platform er blevet styrket. Dette gennem sammenlægningen af tre produktionsfaciliteter samt optimering af forretningsprocesser og arbejdskapital.
SFK Food beskæftiger i dag omkring 100 ansatte med hovedkontor i Aarhus, Danmark og salgskontor i Oslo, Norge.
- SFK Food er en attraktiv virksomhed med en spændende fremtid. Siden 2011 har Odin og ledelsen været aktivt involveret i at optimere den operationelle platform og opbygge strategisk værdi igennem styrkede kunderelationer og nye madkoncepter. Vi er stolte af virksomheden, som den ser ud i dag, velpositioneret til profitabel vækst. Vi er overbevist om, at SFK Food vil fortsætte sin positive udvikling under Solinas ejerskab, udtaler Jacob Bergenholtz, managing partner i Odin.
Læs også: Krydderivirksomhed flytter administrationen til Stilling
Skal ekspandere mod vest
Solina Group er en stor aktør på det globale fødevaremarked. Med 9 produktionsfaciliteter, flere udviklingscentre og lokale salgskontorer, tilbyder Solina skræddersyede ingrediensløsninger inden for kødprodukter, ernæring, fødevareservice, hurtigmåltider og snacks. Solina er også en stor aktør inden for professionelle slagtere og food service markeder. Med hovedkontor i Frankrig har selskabet omkring 600 ansatte fordelt på lokationer i 14 lande. Solina Group er sponsoreret af IK Investment Partners.
Med opkøbet af SFK Food styrker Solina sin position i Skandinavien og det er nu franskmændenes ambition at fuldende selskabets hastigt voksende netværk af lokale virksomheder i regionen.
Læs også: SFK Food og W. Oschätzchen går sammen
- SFK Food er meget anerkendt for virksomhedens serviceniveau og produktkvalitet, og vi ser frem til at arbejde sammen med ledelsen og organisationen. SFK Food vil kunne drage fordel af den eksisterende ”Solina Meat platform” samt Solina-gruppens struktur for international udvikling, siger Eric Terré, administrerende direktør i Solina Group, som fortsætter.
- Solina ekspanderer i øjeblikket i Vesteuropa inden for selskabets tre kerneområder: Service til kødindustrien, service til industrier inden for madlavning og snacks samt service til professionelle. SFK Food er et perfekt strategisk match for gruppen i denne ekspansionsproces. Både Solinas og SFK Foods kunder vil drage fordel af en udvidet serviceplatform samt mere produktudvikling og investering i innovation. Gruppen vil tilbyde det største produktudbud inden for krydderivarer i Europa.
Handlen forventes endeligt gennemført ved udgangen af september 2014. Parterne er blevet enige om ikke at oplyse transaktionsvilkår.