Endrup Mejeri med på moden
Trenden med lokale fødevarer mærkes hos Endrup Mejeri, der går med moderniseringsplaner.
- Vi mærker til det på den måde, at der er nogle af de store kæder, der søger lokale fødevarer. Det passer jo godt i forhold til os. Vi har jo mælk fra vores leverandører, der ligger lige rundt omkring mejeriet. På den måde passer det jo godt sammen, og vi holder jo fast i de gamle ostetraditioner, siger mejeribestyreren Carsten Dahl Frandsen.
Og interessen går begge veje - De lokale supermarkeder kommer til mejeriet med ønsket om et samarbejde samtidig med at mejeriet selv sørger for at være fremme i skoene.
Moderniseringsplaner
Fremme i skoene er mejeriet også når det kommer til udvidelse og modernisering. En henvendelse til Esbjerg Kommune har resulteret i, at kommunen netop har sendt ændringer til en lokalplan i høring. En lokalplan, der skal gøre det langt nemmere for mejeriet at udvide og modernisere i fremtiden.
Endrup Mejeri udvidede seneste i 2005 med et nyt lager. For øjeblikket er det en modernisering, der er på programmet.
Det er især arbejdsgange med tunge løft, der skal have en make-over, men Carsten Dahl Frandsen pointerer, at det ikke nødvendigvis betyder implementeringen af robotter men blot en lempelse af en del arbejdsgange.