23948sdkhjf

EU: Ulovligt at importere fisk fra Sri Lanka

Som led i kampen mod ulovligt fiskeri på verdensplan har Europa-Kommissionen foreslået at forbyde indførsel af fiskevarer fra Sri Lanka for at modvirke de handelsmæssige fordele fra det ulovlige fiskeri.
Beslutningen kommer efter fire års intensiv dialog med landet, som ikke har kunnet påvise, at det i tilstrækkelig grad tackler ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

I modsætning hertil har Kommissionen bekræftet, at Belize, Fiji, Panama, Togo og Vanuatu, som modtog advarsler samtidig med Sri Lanka, har truffet foranstaltninger til at bekæmpe ulovligt fiskeri. Som følge heraf foreslår Kommissionen at ophæve de handelsforanstaltninger, som blev indført mod Belize i marts i år.

- Vores politik med et målrettet samarbejde giver resultater. Fem lande modtager i dag vores påskønnelse af, at de tager det ulovlige fiskeri alvorligt. Desværre kan jeg ikke sige det samme for Sri Lanka. Jeg håber, at det budskab vi sender i dag, vil være en kraftig påmindelse til dette land, siger EU-kommissær for maritime anliggender og fiskeri, Maria Damanaki.

Sri Lanka skal tackle ulovligt fiskeri
Det er Kommissionens vurdering, at Sri Lanka ikke i tilstrækkelig grad tacklede de mangler i landets fiskerikontrolordning, som blev identificeret i november 2012. De største svagheder omfatter mangler i gennemførelsen af kontrolforanstaltninger, mangel på afskrækkende sanktioner for højsøflådens fartøjer samt manglende overholdelse af internationale og regionale fiskeriregler.

Som følge heraf foreslår Kommissionen et forbud mod import af fiskevarer fanget af srilankanske fartøjer. For at undgå at skade igangværende kommercielle kontrakter, vil handelsforanstaltningerne først træde fuldt i kraft i midten af januar 2015, tre måneder efter at afgørelsen er offentliggjort i EU’s officielle tidende.

Fremskridt bekræftet for Belize, Fijiøerne, Panama, Togo og Vanuatu
Kommissionen fremlægger i dag også et forslag om at fjerne Belize fra listen over lande, der ikke samarbejder i kampen mod ulovligt fiskeri og at ophæve de handelsforanstaltninger, som blev indført over for landet i marts 2014.

På samme måde vil Kommissionen også ophæve foranstaltningerne mod Belize, Fiji, Panama, Togo og Vanuatu, der modtog en formel advarsel i november 2012.

Kommissionen har forlænget samarbejdet med Korea, Curacao og Ghana indtil januar 2015. Trods visse fremskridt i disse lande, som modtag formelle advarsler i november 2013, kræver det mere tid at gennemføre ændringer i disse lande.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094