Fødevarepris til Birkemosegaard på Odden
Den økologiske og biodynamiske gård og gårdbutik ved Kung og Jesper Andersen får hæderen for den vedvarende og langvarige produktion af de fineste grøntsager og kødprodukter.
I dag beskæftiger parret syv-otte ansatte om sommeren og tre om vinteren og leverer fødevarekasser til private i dele af Storkøbenhavn og Nordsjælland foruden grøntsager og kød fra de økologiske kvæg, driver gårdbutik og planteavl på 130 hektar jord.
Borgmester Thomas Adelskov overrakte prisen i form af et diplom og en check på 10.000 kroner til Kung og Jesper Andersen onsdag den 15. oktober 2014 i teltet på Torvet på Algade i Nykøbing opstillet i anledning af eftersferiens tema om ”Smag på Geopark Odsherred”.
Gør muld til guld
Birkemosegaard havde fået særligt mange og særligt fine indstillinger, så bedømmelsesudvalget var ikke i tvivl om, at den lokale fødevareproducent skulle hædres. Borgmesteren oplæste fra en af indstillingerne:
- Årets fødevarepris skal selvfølgelig gå til den repræsentant, som igennem ydmyghed og nøjsomt virke og igennem hårdt arbejde og overleverede færdigheder har sat Odsherred på landskortet. De fortjener en hyldest for deres store arbejde, de hver dag udfører og som dermed har udmøntet sig i nogle af de bedste råvarer, kød og grøntsager, der findes i landet. Ikke kun med respekt for naturen og for landbruget som fag, men med omsorg for verden som helhed formår de at gøre muld til guld.
I den konkrete begrundelse for valget af Jesper og Kung Andersen hedder det, at parrets grøntsager har en meget høj, ja nærmest overlegen kvalitet, og at de til fulde formår at efterleve de skrappe krav til biodynamisk dyrkede grøntsager og økologisk landbrug.
- Tusind tak for jeres store arbejde, det er tydeligt, I arbejder dedikeret og har hjertet med i jeres produktion, og det er uden tvivl en af årsagerne til, at landets fineste restauranter efterspørger jeres produkter, sagde borgmesteren.
Et skulderklap fra egnen
Jesper Andersen takkede for prisen, som han bagefter kaldte for et rart og anerkendende klap fra ”egen baghave” og rettede en tak til sine forældre, der lagde grunden for den nuværende gårddrift. Som en gengældelsesgave til borgmesteren havde parret medbragt en kasse med egne friske grøntsager, som Jesper Andersen kaldte ”dagens borgmesterkasse”.
Jesper og Kung Andersen var med til at grundlægge Københavns Fødevarefællesskab for fire år siden, som er en indkøbsforening for økologiske, sæsonbaseret og bæredygtige fødevarer. Birkemosegaard leverer til Michelin-restauranten Noma og flere andre top-restauranter.
Fødevareprisen blev indstiftet af Odsherred Byråd i juli 2013 på initiativ af Kultur- og Folkeoplysningsudvalget. Et bedømmelsesudvalg har behandlet og indstillet forslag til kandidater til Kultur- og Folkeoplysningsudvalget. Bedømmelsesudvalget består af turistchef Hans-Jørgen Olsen, VisitOdsherred, erhvervsdirektør Niels Gundersen, Odsherred Erhvervsråd, køkkenchef Claus Henriksen, Dragsholm Slot og Ivan Normann Andersen fra Lokalværket.