Fødevareindustrien i Mellemøsten efterspørger dansk procesudstyr
Fødevareproducenter i Mellemøsten er i gang med at øge fødevaresikkerheden, og det giver gode eksportmuligheder for danske rådgivere, producenter og leverandører af løsninger og udstyr til fødevareindustrien, lyder det fra seks danske leverandører procesudstyr, der netop er hjemvendt fra Dubai.
2
Billeder
Flere messegæster var rejst hele vejen fra Indien for at besøge FBK ApS’ messestand på Gulfood Manufacturing 2014.
- Interessen for at leve op til europæiske krav inden for fødevaresikkerhed i de mellemøstlige lande stiger markant, og lovgivningen på området bliver løbende skærpet. Det betyder, at fødevareproducenterne i området er ved at opgradere deres produktionsapparater for blandt andet at forbedre hygiejnen, fortæller Heidi Ravn, Business Sector Manager i Danish Food Tech Group i Eksportforeningen.
Danish Food Tech Group er et netværk med rendyrket kommercielt fokus på eksport og salg, og netværket arrangerer blandt andet eksportfremstød til forskellige markeder.
Udstyrsproducenter får egen messe
De seks danske virksomheder, der i sidste uge var i Dubai, deltog sammen med Danish Food Tech Group på Gulfood Manufacturing. Messen løb for første gang af stablen i sit nye format, der udelukkende er for leverandører af fødevareprocesudstyr. Dermed har den originale messe – Gulfood – nu adskilt fødevaredelen og procesudstyrsdelen på hver sin messe.
- Arrangørernes beslutning om at opdele messen i to udspringer af ekstreme ventelister for at komme ind på Gulfood og viser markedets store behov for udstyr og teknologi til fødevareindustrien. Vi var spændte på den nye opdeling, men arrangørerne havde formået at tiltrække de rette besøgende. Derfor var der travlt på den danske fællesstand, og jeg forudser flere udstillere og besøgende næste år, siger Heidi Ravn.
Flere lande vil følge europæiske standarder
En af deltagerne på Gulfood Manufacturing var den fynske producent af industrielt rengøringsudstyr, FBK ApS, der i flere år har eksporteret til Mellemøsten. Ifølge Karsten Skov, Sales Director hos FBK ApS, er der en større udvikling i gang i regionen.
- Dubai er ikke kun et kommercielt hub for regionen, men også Afrika, Indien og Rusland. Flere fødevareproducenter på de markeder vil gerne følge de høje europæiske krav og standarder inden for fødevaresikkerhed, men kun de færreste lever op til dem i øjeblikket. Derfor oplever vi for tiden stor aktivitet på de markeder, fortæller Karsten Skov.
Konkrete opgaver i regionen
En anden af de hjemvendte virksomheder er Detectronic A/S, der leverer metaldetektorer, røntgensystemer og vejesystemer til fødevarefabrikker. Virksomheden var for første gang på messe i Mellemøsten og fik et positivt indtryk med hjem.
- Selvom vi er helt nye på markedet, fik vi på messen mange henvendelser om konkrete opgaver. Vi fik både kortsigtede og langsigtede projekter fra virksomheder, som skal til at optimere sikkerheden i deres fødevareproduktion, fortæller Brian Poulsen, administrerende direktør hos Detectronic A/S.
De seks danske deltagere på den danske fællesstand arrangeret af Danish Food Tech Group på Gulfood Manufacturing var FBK, Detectronic, CT-Technologies, Vikan, Gerstenberg Services og Dybvad Stålindustri.