23948sdkhjf

Gravide og børn bør ikke spise frisk tun

Fødevarestyrelsen anbefaler børn, gravide, ammende og kvinder, der forsøger at blive gravide, helt at droppe frisk tun og friske rovfisk
350 gram fisk om ugen er stadig en god idé for kvinder, der er gravide, forsøger at blive det eller som ammer – men de bør styre helt uden om tunbøffer og andre friske udskæringer af de store rovfisk som tun, gedde og haj, lyder det nu fra Fødevarestyrelsen.

Hidtil har anbefalingen været, at gravide højst kunne spise 100 gram af denne type fisk om ugen. Men da den anbefaling – ifølge forskerne – ikke er forsigtig nok, justerer Fødevarestyrelsen anbefalingerne til gravide og børn.

- Vi skal sikre os, at vores anbefalinger beskytter forbrugerne og er opdaterede i forhold til nyeste viden. Vi vil derfor nu råde gravide og børn til at holde sig helt væk fra at spise bøffer fra de store tunfisk eller andre friske udskæringer af store rovfisk, der har det højeste indhold af kviksølv, siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Kviksølv i skadelige mængder
Problemet med tunbøffer er, at man ved selv relativt lave indtag kan få kviksølv i skadelige mængder. Dette kan skade udviklingen af fostres og børns hjerner. Derfor gælder Fødevarestyrelsens nye anbefaling også for alle børn op til 14-årsalderen, som altså ligeledes bør styre uden om tunbøffer og andre friske udskæringer af de store rovfisk.

Selv om kviksølv bliver i kroppen i et stykke tid, så vil det have en effekt, hvis man stopper indtaget. Kviksølv har nemlig en halveringstid på 70-80 dage i kroppen, hvilket vil sige, at indholdet i blodet vil være halveret efter 70-80 dage.

Dåsetun indeholder dog typisk mindre kviksølv end tunbøffer, da der er tale om mindre og yngre tunfisk, som ikke indeholder så meget kviksølv. Gravide, ammende og børn kan derfor spise op til 1 dåse tun om ugen, men de bør undgå dåser med hvid tun eller albacoretun, som har et højere indhold af kviksølv. Børn under tre år frarådes dog helt at spise tun på dåse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063