23948sdkhjf

Økologieksporten skal femdobles inden 2040

Det røde Ø fylder 25 år i år. Fødselaren har haft stor succes i sine første leveår, men fremtidsønskerne for den danske økologiske produktion er klar. Den økologiske eksport skal femdobles og bæredygtigheden i produktionen skal op, mener L&F.
Når det røde Ø i år kan fejre 25 års fødselsdag, er det med en række successer i baggagen. Fødselaren er på 25 år blevet et danmarkskendt mærke som hele 98 pct. af befolkningen kender og ved hvad betyder, og hele 8 pct. af det der kommer i danskernes indkøbskurv er i dag økologiske produkter.

Hos Landbrug & Fødevarer er man glad for Ø-mærkets succes, men i stedet for at hvile på laurbærerne tænker man på fremtiden.

- Lige nu har vi i L&F en ambition om 10 pct. eksportvækst om året frem til 2020. I 2013 havde vi en øget eksport på 31 pct. så 10 pct. er ikke urealistisk. Og der vil fortsat være stort potentiale for vækst også efter 2020. Vi mener, at en femdobling af den økologiske eksport de næste 25 år, er en realistisk, men spændende ambition, at arbejde efter, og så vil værdien af den økologiske eksport nærme sig 8 mia. kr. siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Samtidig er målet for det danske hjemmemarked, at det holder en gennemsnitlig vækstrate på 3 pct. Hvis det sker, vil omsætningen i Danmark også runde 15 mia. kr. i 2040.

- Nogen vil måske mene, at det er dybt urealistisk at salget af økologiske produkter samlet set nærmer sig 25 mia. kr. i 2040, men for 25 år siden havde ingen heller troet, at Ø-mærket skulle blive Danmarks mest kendte fødevarebrand. Mulighederne er der - specielt på eksportsiden, vi skal bare forstå at udnytte dem, siger Kirsten Lund Jensen.

Hun understreger dog, at målet kun kan nås, hvis man formår at holde konkurrencekraften i den danske råvareproduktion og øge den i takt med at efterspørgslen øges.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082