Arla mister milliard i Rusland
- Det er sort med sort på, siger topchefen
Alle mejeriets lagre med Lurpak-smør og Castello-ost i Rusland er for længst tømt, og nu mærker Arla den fulde effekt af, at Rusland har lukket for fødevareimport fra blandt andet Danmark. Hvis sanktionerne fastholdes året ud, går Arla glip af omsætning for omkring en milliard kroner, skriver Berlingske Business.
- I Rusland er det sort med sort på. Det er en helt anden forretning for os og nogle andre produkter, vi har på hylderne nu. Eksempelvis er Lurpak-smør helt væk fra de russiske hylder nu, og det gør ondt, siger Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh, til avisen.
Uden embargoen ville Arla være kommet op på en omsætning i nærheden af 1,5 milliard kroner i Rusland i 2015, men nu ligner det noget omkring 400-500 millioner.