Brande Røgvarer bliver til Nørmark Food
Navneskifte skal understrege, at det ikke kun handler om røg
Brande Røgvarer - med adresse i Vejle - har skiftet navn til Nørmark Food og fået nyt logo.
- Røgvarerne udgår stadig over tre fjerdedele af vores salg, men vi vil i fremtiden være leveringsdygtige i mange flere produkter, der ikke er røgvarer. Og desuden er det nu fem år siden, vi flyttede fra Brande til Vejle, så navneskiftet skal også ses i dét lys, fortæller Flemming Nørmark Jakobsen til Food Supply.
Nyt logo er eksport-venligt
Han konstaterer, at virksomheden har rigtig godt fat i det danske detailmarked, mens der er en begrænset eksport til især Tyskland og Sverige. Eksporten er dog også noget, der gerne må vokse, og til det formål sidder Nørmark Foods nye logo lige i skabet. Det er designet, så ø'et i Nørmark snildt kan læses som et o.
Brande Røgvarer/Nørmark Food har siden flytningen fra Brande til Vejle fordoblet antallet af medarbejdere, så der nu er 20.