Kærgården fylder 25 år - og er nu lovligt
Det smørbare blandingsprodukt var kontroversielt i 1990, men overhalede hurtigt smørret
Kombinationen af smør og rapsolie er altså populær, men Kærgården skabte en del postyr i det smørelskende Danmark ved lanceringen i 1990.
Da Arla, dengang MD Foods, i april 1990 sendte de allerførste bakker Kærgården på markedet, var ideen om at blande smør med rapsolie således både revolutionerende og kontroversiel.
Politianmeldelse og ministerkritik
At MD Foods tilmed valgte at sende Kærgården på markedet på trods af, at det nye produkt var i strid med den såkaldte ”smørbekendtgørelse”, som forbød blanding af smør og alle former for vegetabilsk olie, gjorde ikke sagen bedre. Kærgården blev således budt velkommen med både politianmeldelse, ministerkritik og bødeforlæg.
- Vi besluttede simpelthen at sende Kærgården på markedet, selv om det var i strid med den danske lovgivning. konstaterer marketingdirektør i Arla Danmark Jakob Bernhard Knudsen. Han henviser til, at der i mange andre lande ikke var noget forbud mod at blande smør og vegetabilsk olie, så en række udenlandske blandingsprodukter var allerede på vej ind over grænsen.
- Blandt andet importerede Irma allerede et blandingsprodukt fra Irland. Er der først tre af den slags produkter på hylderne, er der ikke plads til flere, så vi var nødt til rykke, hvis vi ikke skulle komme for sent til festen, siger Jakob Bernhard Knudsen.
Mejeri blev reddet af Kærgården
Trods den turbulente første tid blev Kærgården, hurtigere end MD Foods selv havde turdet at håbe på, en regulær salgssucces. Og salget af Kærgården overhalede i løbet af bare 15 måneder salget af det hæderkronede Lurpak-smør.
Den store popularitet gav travlhed på det lille smørmejeri i Rødkærsbro, som producerede Kærgården i de første år. Før lanceringen af Kærgården var mejeriet i Rødkærsbro tæt ved at dreje nøglen om, men allerede i løbet af det første år måtte mejeriet ansætte 10 ekstra medarbejdere, etablere en ny pakkelinje og udvide lageret med 1.000 kvadratmeter for at følge med efterspørgslen.
I 2000 valgte Arla dog at flytte produktionen til større produktionsfaciliteter på Holstebro Mejeri, hvor al Kærgården til det danske marked produceres i dag.