23948sdkhjf

DSM og Novozymes indgår alliance

DSM Nutritional Products og Novozymes understreger igen deres engagement i fodermarkedet ved at forny deres strategiske allianceaftale. Hermed forpligter de to virksomheder sig til fortsat at styrke og udvikle deres partnerskab.
Alliancen har været yderst succesrig lige siden indgåelsen i 2001, og de to partnere, der er verdensførende inden for deres felt, forventer at lancere en række innovative, markedsudvidende og lovende produkter i de kommende år. DSM/Novozymes-alliancen er global markedsleder inden for enzymer til foderindustrien.

- Vi er meget tilfredse med at kunne genbekræfte vores engagement i foderenzymalliancen med Novozymes. Igennem årene har alliancen været drivkraften bag nyskabelse og udvidelse af det globale marked for enzymer til dyrefoder. Vores mål er, at dyrene skal kunne yde mere med mindre foder og bedre råvareudnyttelse, samtidig med at belastningen af miljøet med fosfater reduceres, og vores kunders rentabilitet øges som følge af de lavere udgifter til foderformuleringer. Vi har til hensigt at fortsætte ad denne vej, siger Leendert Staal, President, DSM Nutritional Products.

- Alliancen mellem DSM og Novozymes samler de to verdensledende virksomheders kompetencer og teknologier med henblik på at levere nyskabende foderenzymprodukter til kunderne. Vi har nogle meget interessante produkter i pipelinen med et reelt potentiale til at kunne opveje de hastigt stigende råvarepriser for vores kunder. Inden for de næste to år forventer vi at kunne lancere et nyt enzym til majs-/sojabaseret foder, og vi har andre produkter i pipelinen til forventet lancering i de kommende år, siger koncerndirektør i Novozymes Peder Holk Nielsen, som leder virksomhedens Enzyme Business.

DSM/Novozymes-alliancen er en global eksklusivaftale, hvorunder Novozymes skal udvikle og fremstille enzymer til dyrefoder, og DSM skal markedsføre og sælge disse enzymer. Den fornyede allianceaftale dækker principperne i alliancen, herunder blandt andet ledelsesstruktur, forsyning og distribution af produkter, immaterielle rettigheder og overskudsdeling. Aftalen gælder for de næste fem år.

Lederskab via innovation
Tilsætning af enzymer til dyrefoder øger næringsværdien af foderet. De største fordele herved er hurtigere vækst, bedre udnyttelse af foderet, mere ensartet produktion, sundere dyr og forbedring af miljøet.

Traditionelt har enzymer været anvendt i foder til fjerkræ og grise, men DSM og Novozymes undersøger i øjeblikket fordelene ved at tilsætte enzymer til foder til andre dyrearter, herunder kvæg og fisk. Og hvor enzymatiske forbedringer typisk har været rettet mod hvede- og majsbaseret foder, er alliancen i gang med at se på andre typer foder og forventer inden for de kommende to år at kunne lancere et enzym til forbedring af udnyttelsen af foder baseret på majs og soja.

Kilde: Novozymes

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079