Lundbeck optimistisk trods uro
Trods uroen i Lundbeck, er bestyrelsesformand Per Wold-Olsen optimistisk. Usikkerheden afløses af ro inden for de næste par måneder, når der kommer en ny mand på topposten, forsikrer han.
Et internationalt rekrutteringsfirma er i gang med at støvsuge kloden for personer, der kender til medicinalindustrien og dens udfordringer.
- Med den viden, rekrutteringsfirmaet besidder, og den viden, jeg besidder, så er jeg helt sikker på, at vi nok skal nå at få processen afsluttet inden for to måneder. Det er mit mål, og det må du gerne holde mig op på. Jeg skal nok levere, siger en selvsikker bestyrelsesformand til avisen.
Og Lundbecks strategiske udfordringer tager han med samme sindsro.
Lundbeck har lige nu brug for to nye produkter, der kan sælge for 1 mia. kr. hver. De skal findes inden for to år og helst kunne markedsføres så hurtigt, at vækstkurven ikke lider et knæk, når Lexapro går af patent i 2012.