23948sdkhjf

Danish Crown tilpasser kapaciteten

450 medarbejdere rammes af slagterilukninger i Skive og Hurup. Yderligere tilpasning er på vej.
Svinekødsdivisionen i Danish Crown besluttede mandag morgen at indstille til, at det tidligere brændte slagteri i Skive og udbeningsafdelingen i Hurup lukkes i slutningen af juni i år.

Baggrunden for beslutningen er et behov for at tilpasse kapaciteten til et lavere antal slagtninger, fordi slagtepuklen efter de to store brande i 2007 nu er væk.

- Brandene betød, at Danish Crown kom bagud med slagtningerne, og gennem øget effektivitet og mindre udvidelser på en række afdelinger har kapaciteten i en periode været på 400.000 slagtesvin per uge. Nu er de normale tilstande tilbage, og det betyder, at der behov for at tilpasse kapaciteten til 350.000 slagtesvin per uge, siger divisionsdirektør i Danish Crown Jens Haven Christiansen i en pressemeddelelse.

Slagteriet i Skive blev i sommeren 2007 ramt af en voldsom brand, og det er en af hovedårsagerne til, at det er det slagteri, der nu lukkes. Skive har samtidig været leverandør af råvarer til udbeningen i Hurup, som derfor lukkes samtidig.

Lukningerne berører 150 medarbejdere i Hurup og ca. 300 medarbejdere i Skive, og her træder Danish Crowns socialplaner i kraft med det samme, ligesom der i lighed med tidligere lukninger øjeblikkeligt oprettes en jobbank, der skal hjælpe medarbejderne i job igen.

- På baggrund af vores tidligere erfaringer på området har vi grund til at formode, at vi i løbet af forholdsvis kort tid kan hjælpe medarbejderne videre – enten i andre afdelinger i Danish Crown eller i andre virksomheder, siger Jens Haven Christiansen.

Tilpasningen i kapaciteten kommer samtidig med, at prognoser peger på en generel nedgang i den danske slagtesvineproduktion. Det betyder, at der også er mere langsigtede tanker om en tilpasning i Danish Crown koncernen.

- Hvis den nuværende udvikling i dansk svineproduktion fortsætter, vil der inden for det næste år være behov for yderligere tilpasning. Det kan i givet fald betyde en lukning af slagteriet i Vojens i takt med at et topmoderne slagteri står færdigt i Blans – enten ved udgangen af 2008 eller i begyndelsen af 2009. Færdiggørelsen af Blans vil betyde en øget kapacitet, siger Jens Haven Christiansen.

Kilde: Danish Crown

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109