23948sdkhjf

Her kan man lære at sælge til Taiwan

Fødevareindustrien får nye muligheder med fremstød og seminar
En lang række danske virksomheder i fødevarebranchen får nu ekstra gode muligheder for at komme ind på fødevaremarkedet i Taiwan.

Et dansk eksportfremstød i landet ud for Kina bliver søsat i begyndelsen af november, og som optakt til dét holder Eksportrådet og Håndværksrådet et miniseminar i både København og Aarhus om eftermiddagen 25. august.

Både seminaret og selve fremstødet fokuserer på danske leverandører af såvel fødevarer som af avlsdyr, maskiner, udstyr, knowhow og løsninger til fødevareindustrien. Det handler primært om svinekødsproduktion, fjerkræindustrien og mejerisektoren, men også om fiskeprodukter, grøntsager og frugt.

På miniseminaret vil chefen for Eksportrådets handelskontor i Taipei, Linda Jakobsen, fortælle detaljeret om mulighederne for danske fødevare- og foodtech-virksomheder i Taiwan, og deltagerne vil få lejlighed til at stille spørgsmål og diskutere deres muligheder på markedet.

Troels Vensild fra Fødevarestyrelsen og Jens Munk Ebbesen fra Landbrug & Fødevarer fortæller om deres erfaringer med, at styrelsen fungerer som døråbner for danske virksomheder, senest i Indonesien, Malaysia, Philippinerne og Kina.

Succes-eksportører lærer fra sig

Og et par af de danske eksportører af fødevarer og foodtech, Dorthe Sølund fra Danish Crown/ESS-Food og Nick Simon Markussen fra Dansensor, som begge har haft succes med at komme ind på det taiwanske marked, vil fortælle om deres erfaringer og svare på spørgsmål.

Desuden deltager afdelingschef Jens Kvorning fra Håndværksrådet i seminaret for at fortælle om det fælles Taiwan-eksportfremstød, som Håndværksrådet har fået tilskud til fra Eksportrådet.

Fremstødet foregår i Taiwan i dagene 2.-6. november, hvor der blandt andet vil være en konference med myndigheder og beslutningstagere i hovedstaden Taipei og besøg på en fødevare- og foodtechmesse med kontaktmøder med udvalgte kunder og partnere.

Miniseminaret 25. august er tilrettelagt som en videokonference, som man kan overvære i Landbrug & Fødevarers lokaler på Axeltorv i København eller hos Agro Food Park i Aarhus.

Invitationen kan ses her: Taiwan


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074