Arla nedlægger 140 arbejdspladser
Arla Foods samler nu sine regnskabsopgaver i et helt nyt globalt finansielt servicecenter i Polen for at øge effektiviteten og opnå store besparelser. Beslutningen betyder, at 140 stillinger i regnskabsafdelingen GBS Finance flyttes fra Viby, Stockholm og Leeds til Gdansk.
Principbeslutningen, som blev taget af Arla Foods' bestyrelse onsdag formiddag, betyder, at 75 stillinger i Viby, 40 i Leeds og 25 i Stockholm - alle i Global Business Services Finance (GBSFI) - vil blive flyttet til Polen i løbet af de næste år. De berørte medarbejdere blev onsdag informeret af deres chefer.
Ledelsen af GBSFI vil på sigt få base i Gdansk, mens et begrænset antal stillinger, cirka 45-50, bevares på de tre nuværende adresser. I disse stillinger skal medarbejderne have landespecifik viden, danske eller svenske sprogkundskaber, nærhed til kunder og mejerier eller deltage i udviklingsprojekter.
Forhandlinger med de faglige repræsentanter og personlige samtaler med de berørte medarbejdere igangsættes øjeblikkeligt. Overflytning af opgaverne til det nye kontor i Gdansk skal efter planen være afsluttet i løbet af 2009.
Flytningen omfatter alene Global Business Services Finance (GBSFI) og altså ikke de afdelinger i Arla Foods, der tager sig af koncernens overordnede regnskaber, budgetter og strategiske økonomi - ej heller de enkelte Business Groups eller de regnskabsmæssige opgaver hos de enkelte mejerier og datterselskaber.
Kilde: Arla Foods