23948sdkhjf

Fødevareidéer konkurrerede om store pengetanke

37 pengestærke fonde og store fødevarevirksomheder bedømte 32 europæiske iværksætterprojekter på European Food Venture Forum i Århus. Halvdelen af de otte vindere var danske.
På årets European Food Venture Forum havde de nemlig mulighed for at få præsenteret 32 projekter fra små iværksættere, som typisk har den gode idé – men mangler penge eller en stærk samarbejdspartner til at få virksomheden det sidste stykke ud over rampen.

Hollandsk kapitalinteresse
En af de tilstedeværende investorer var hollandske Anterra, som er en ny venturefond med Rabobank og Fidelity i ryggen med fokus på innovativ teknologi i landbrugs- og fødevaresektoren. Analytiker Sanne de Jongh fra Anterra stiftede bekendtskab med mindst 15 nye projekter og skal tale med syv-otte stykker af disse i de kommende uger.

- Nogle er allerede klar som investeringsobjekter, mens andre er i en tidlig fase, hvor vi vil forsøge at hjælpe dem videre ind i deres branche. På den måde kender vi dem på forhånd, når de er modnede, hvilket gør det lettere at følge op med en investering, fortæller Sanne de Jongh. Blandt potentielle samarbejdspartnere er flere danske virksomheder.

- Vi vil gerne investere bredt i Europa og Nordamerika. Aktuelt har vi ikke skandinaviske projekter, hvor vi kan se en række stærke teknologier under udvikling. Derfor har området vores særlige bevågenhed, forklarer analytikeren.

Danish Crown spottede partnere
Danish Crown deltog også i arrangementet. Ikke med medbragt risikovillig kapital, men med ønsket om at finde spændende samarbejdspartnere.

- Hvis vi ser en løsning, som er interessant for vores forretning, forsøger vi at afklare samarbejdsmuligheder, der har potentiale til at blive fuldt implementeret med tiden, siger Søren Rosenkrantz Riber, forsknings- og udviklingschef i Danish Crown koncernen. Han overværede en række spændende businesscases - både danske og udenlandske.

- Som koncern er vi globalt repræsenteret med produktion og produkter på mange markeder. Derfor er det naturligt med international inspiration, siger Søren Rosenkrantz Riber. Han noterede omkring 10 koncepter, som han efterfølgende skal lave opfølgning på.

- Jeg forventer, at mindst to-tre kommercielle samarbejder vil kunne realiseres, siger han.

Danske vindere
European Food Venture Forum er bygget op som en konkurrence, hvor de 32 iværksættere bedømmes af kapitalrepræsentanter. De otte med størst potentiale går videre til den europæiske finale, hvor de skal dyste med andre brancher. Blandt vinderne var fire danske virksomheder, henholdsvis Nerthus, Biosyntia FaunaPhotonics og Fooducer.

- Jeg har generelt oplevet stigende kvalitet i de projekter, som blev præsenteret. Og fire danske vindere tyder på, at Danmark fortsat har et stort potentiale i fødevarebranchen, siger Gyda Bay, innovationschef i Future Food Innovation.

- Investorerne kommer kun, hvis kvaliteten er i orden – og vi har sat rekord med de 37 deltagende i år, siger Gyda Bay, som afviklede European Food Venture Forum for fjerde gang i Danmark. Undervejs har Future Food Innovation trukket på mange samarbejdspartnere, hvilket blandt andet omfatter Enterprise Europe Network, som når langt ud i Europa med deres 600 kontorer i hele Europa.

Fakta: Vinderprojekter European Food Venture Forum 2015
  • Ageria (Irland): Yoghurt-bakterie med anti-age egenskab
  • Anacail (Storbritannien): Ozonbehandling af emballage til mad og medicinsk steriliseringsindustri
  • Biosyntia (Danmark): Produktion af vitaminer ved fermentering
  • FaunaPhotonics (Danmark): Kvantificering af luftfotos over skadedyr – for eksempel insekter
  • Fooducer (Danmark): Digital platform, intelligent markedsplads og database
  • Nerthus (Danmark): Kosttilskud mod nedsat sædkvalitet – baseret på granatæble og galangarod
  • Plantui – (Finland): Dyrkningskoncept til planter med indbygget lys
  • Prolupin (Tyskland): Vegetabilske lupinproteiner til primært is og ostecreme

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108