23948sdkhjf

Endnu flere æg anbefales nu af Dyrenes Beskyttelse

Også Hedegaard Foods er klar med æg, der er mærket med den eftertragtede mærkning
For et par uger siden kunne ægproducenten Dueholm som den første meddele, at den var klar med æg, der bærer mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.” Og nu følger konkurrenten Hedegaard Foods efter.

Fra i dag kan man købe Hedegaard-æg, der bærer Dyrenes Beskyttelses mærke.

Hedegaard Foods er Nordens største ægproducent, og virksomheden har vedtaget en ambitiøs målsætning, der indebærer, at 50 procent af omsætningen i 2020 skal genereres via økologiske produkter.

Lige som hos Dueholm skyldes muligheden for det nye mærke, at Hedegaard indfører opdræt af økologiske hanekyllinger.

Hos Dyrenes Beskyttelse har man længe sat spørgsmålstegn ved det etiske i at frasortere hanekyllinger umiddelbart efter klækningen, hvorefter de bliver gasset og anvendt til dyrefoder. Denne metode har i årevis været anvendt i branchen.

- Vi bakker op om fødevareproducenter, der reelt løfter dyrevelfærden. Derfor hilser vi initiativet fra Hedegaard Foods meget velkomment, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

- Vi ved, det bliver dyrere

Hedegaard Foods er i gang med at undersøge muligheden for slagtning, viderebearbejdning og salg af det økologiske hønsekød. Dette kød vil – ligesom de økologiske æg – kunne mærkes med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”:

- Vi ved, at en del af forbrugerne interesserer sig for problemstillingen om kønssortering. Derfor indgår vi nu i projektet med at opdrætte hanekyllinger. Vi ved, det bliver dyrere, da det formentlig vil tage mere end 100 dage at opdrætte en økologisk hanekylling, modsat almindelige slagtekyllinger, der genetisk er fremavlet til at kunne opnå samme vægt på bare 30-37 dage. Men vi tror også, vi får et fantastisk økologisk produkt med god smag, tekstur og de rigtige værdier, siger direktør Ivan Noes Jørgensen hos Hedegaard.

Æggene vil være at finde hos Føtex, Bilka, Netto og Rema 1000 fra og med i dag. Hedegaard Foods regner med, at de bearbejdede kødprodukter kan være i udvalgte butikker fra og med januar 2016. Produkterne vil desuden blive præsenteret på verdens største fødevaremesse, Anuga i Køln, i oktober for potentielle udenlandske detailhandelskæder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131