23948sdkhjf

Slikfusker flytter varer for millioner over landegrænser

Kompliceret model gør kontrolarbejdet svært for myndighederne
David Servet Yüksel, der sidste år blev afsløret i ulovligt at ommærke gammelt slik med nye sidste salgsdatoer og desuden blev fanget i grov underbetaling af rumænske ansatte, har også solgt slik for millioner af kroner gennem en kompliceret model. Det skriver Fagbladet 3F.

Modellen går ud på at flytte handelen over tre landegrænser, og dermed bliver det sværere for myndighederne i de tre lande at gennemføre kontrol med betaling af skatter og afgifter.

Fra sin private adresse i Hillerød har slikfuskeren styret handelen gennem sit svensk indregistrerede selskab HOCN AB. Det svenske selskab havde lager i bydelen Handewitt i Flensborg syd for den dansk-tyske grænse.

Fagbladet 3F har fundet slikfuskerens tyske lager, som i 2013 sendte 503.289 kilo slik over grænsen til 15 danske og svenske firmaer. Blandt andet var Tiger-butikkerne storkunde hos slikfuskeren med 178.000 kilo slik og chokolade.


- Usædvanlig konstruktion

Uden at tage direkte stilling til den konkrete sag med David Servet Yüksel mener to skatte- og momsrevisorer, at konstruktionen er noget ud over det sædvanlige.

- Man skal skelne mellem, om det ud fra en forretningsmæssig betragtning er logisk at placere et selskab i Sverige. Eller om der er tale om et bevidst forsøg på at sløre transporterne over landegrænserne for myndighederne, siger John Linnemann fra det statsautoriserede Revisionsinstituttet, hvor han er leder af skatte- og momsafdelingen.

- I betragtning af selskabets indberetninger til det svenske skattevæsen, så ligger hovedparten af handlerne med kunder åbenbart ikke i Sverige. Og med transporterne til de mange kunder Danmark virker det ikke logisk at have selskabet placeret i Sverige. Selskabet kunne lige så godt ligge i Danmark, siger John Linnemann.

Han bakkes op af en kollega i branchen:

- Set ud fra et synspunkt om moms og beskatning, er der ingen grund til, at fordelingscentret ligger i Handewitt i den tyske by Flensborg. Det kunne lige så godt ligge på den danske side af grænsen. Med mindre dagsorden er en helt anden. Nemlig at transanktionerne over landegrænserne skal sløre, hvad der reelt foregår, siger Jacob Larsen, der er senior skattemanager hos skatte- og momsrådgivningsfirmaet Revitax.

Sparsomme med oplysninger

Ifølge Fagbladet 3F's informationer blev 503.289 kilo slik i løbet af 2013 er fragtet over den dansk-tyske grænse af David Yüksel og hans svenske selskab.

Fire af modtagerne af slikket er transportfirmaer og lagerhoteller til videre ekspedition til andre firmaer. Fire leveringsadresser var ukendte for Fødevarestyrelsen. De øvrige firmaer er lukkede eller sparsomme med oplysninger om handlen med slikfuskeren.

David Yüksel og hans advokat, Peter Halgreen, har undladt at svare på Fagbladets spørgsmål via mail.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094