23948sdkhjf

Friland: 20-30 procent mere øko-svinekød på vej

Slagteriselskabet regner med voldsom stigning i løbet af det næste år
Danskerne vil have økologisk kød som aldrig før, og butikkerne mangler i øjeblikket varer til køledisken. Slagteriselskabet Friland har derfor iværksat en række initiativer for at skaffe flere økologiske grise i Danmark, og det begynder nu at bære frugt, skriver Friland i en pressemeddelelse.

- Vi forventer at få tilført 20-30 procent flere øko-grise om et år. Halvdelen af merproduktionen kommer fra eksisterende leverandører, som udvider, mens den anden halvdel kommer fra landmænd, der starter op som økologer eller lægger om til økologisk drift, fortæller direktør i Friland Henrik Biilmann.

Han opfordrer konventionelle producenter til undersøge mulighederne for omlægning til økologisk produktion.

For at skaffe flere økologiske grise har Friland siden april givet kontant tilskud til landmænd, der købte ekstra økologiske søer. Man har også tilbudt hjælp til finansiering og møder med banker til landmænd, der ønskede flere økogrise. Desuden har slagterivirksomheden hævet øko-tillægget til et rekordhøjt niveau.

- Endnu mere i fremtiden


I Økologisk Landsforening glæder man sig - ikke uventet - over, at der kommer flere økologiske svineproducenter.

- Det er en rigtig positiv udvikling, som betyder, at flere grise får et liv med god plads og frisk luft, og at danskerne får lettere adgang til økologisk kød. Der er ingen tvivl om, at den voksende efterspørgsel på kød, der er produceret med hensyntagen til dyrevelfærden, vil stige endnu mere i fremtiden. Derfor er der behov for at sikre en løbende tilgang af økologiske kødproducenter i mange år frem, konstaterer Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Han vurderer, at salget af øko-kød i dagligvarehandlen alene i år stiger med cirka 25 procent.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11