23948sdkhjf

- Vores innovationscenter er en kæmpesucces

Easyfood har brugt milllioner på kreativt center, og det virker
Når man lever af at sælge convenience-brødprodukter til cafeer og kaffebarer, vil det være en rigtig god idé selv at have en café, så man kan leve i det miljø, man gerne vil sælge til.

Nogenlunde sådan lyder tanken bag Easyfoods Baker Street Café, der er en integreret del af Kolding-virksomhedens nye, store innovationscenter. Og det er noget, der i den grad virker, konstaterer direktør Flemming Paasch.

- Vi havde en drøm om en café, men vi havde ikke plads til den, før vi flyttede ind her, siger han om nyskabelsen, som kunne realiseres, da Easyfoods administration for nylig flyttede ind i meget større lokaler skråt over for produktionsbygningen.

Cafeen bliver ikke mindst bliver brugt til at vurdere, hvordan Easyfoods løsninger fungerer ude i den virkelige verden - og til på en nem måde at forklare kunder og andre besøgende, hvad Easyfood har at tilbyde. For eksempel kan Flemming Paasch på ganske få sekunder gøre et pølsehorn fra cafeens kølemontre klar til spisning via en tur i cafeens ovn.

Forlystelsesparker på besøg

Baker Street Café ligger i førstesalsniveau over resten af innovationscenteret, hvor Easyfood både har et veludstyret køkken og masser af plads til at tage sig godt af sine gæster.

- Vi kan tage en hel branche ind og præsentere den for vores løsninger. For eksempel har vi haft folk fra alle landets forlystelsesparker på besøg til en dag, hvor de måske havde regnet med en kedelig Powerpoint-præsentation, men hvor vi havde bygget en stemning op med for eksempel pop-up shops og en food truck, der var kørt ind, nævner Flemming Paasch.

Han har selv været i New York for at hente inspiration til cafeen, hvor der ikke er sparet på noget. Eksempelvis er møblerne håndbygget specielt til Baker Street Café, for "når man siger, at man sælger kvalitet, kan man ikke have møbler, der ser ud til at være købt på et loppemarked".

Flemming Paasch er ikke meget for at sige, hvad innovationscenteret har kostet, men gået på klingen oplyser han, at der er tale om en pænt stor millioninvestering, uden at den er to-cifret.

- Og det er alle pengene værd, fastslår han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097