23948sdkhjf

81 danske fødevarefirmaer er med på Anuga

Store og små er ved at være klar til fremstød på kæmpemesse
81 danske fødevarevirksomheder er tilmeldt som udstillere, når verdens største fødevaremesse, Anuga i Køln, bliver afviklet i dagene 10.-14. oktober.

De spænder fra helt store spillere som Danish Crown, Harboe, Nowaco og Kims til mere nicheprægede virksomheder som luksuschokoladeproducenten Bon Coca og Sophus' Choice, der laver frugt- og grøntpuré.

12 af de danske udstillere udstiller i en fælles pavillon, som Food from Denmark laver i samarbejde med Eksportrådet. Og der kunne sagtens have været flere danske producenter med i det fælles eksportfremstød, konstaterer salgsdirektør Karsten Nielsen fra Food from Denmark.

Stor besparelse

- Vi kunne nok have solgt 10 mere, men vi kunne ikke få mere plads, siger direktøren. Han oplyser, at nogle af de interesserede har fået deres egen stand et andet sted på messen, mens andre har valgt at blive hjemme.

- Med tilskuddet fra Eksportrådet koster det vel gennemsnitligt omkring 40.000 kroner at være med, og uden tilskud kommer det op omkring 80.000-100.000 kroner, nævner Karsten Nielsen.

Han glæder sig over, at Food from Denmark, der lavede en tilsvarende stand på den seneste Anuga-messe for to år siden, denne gang er rykket ind på en bedre placering på kæmpemessen. De 12 virksomheder får således plads i udstillingsområdet Fine Foods.

Bedre placering

- Det er lige dér, vi gerne vil være for at få noget trafik. Første gang, man er med på Anuga, får man den ringeste placering, så sidste gang var vi placeret under Food Service, konstaterer direktøren.

Med i det fælles eksportfremstød hos Food from Denmark er Kohberg, Crispy Food International, Jens Møller Products, Kims, Polar Salmon, Smoke It All, Harboes Bryggeri, AquaPri, Jensen's Køkken, Nakskov Mill Foods, Planets Pride og Coronet Cake Company.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109