23948sdkhjf

Uheldige Defco tabte 10 millioner kroner

It-bøvl med mere kostede dyrt for pålægsvirksomheden, som har måttet fyre
Hos pålægsvirksomheden Defco i Aarhus er de vant til millionoverskud, men i det seneste regnskabsår ramlede uheldene så meget ned over Defco, at resultatet blev et minus på over 10 millioner kroner før skat.

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det er et røvkedeligt regnskab, konstaterer ejer og direktør Knud Erik Czaja ligeud. Han etablerede Defco i 1980 og har kun én gang tidligere haft minus på bundlinjen.

Bruttoresultatet, der de seneste tre år har ligget pænt over 50 millioner kroner, styrtdykkede i 2014/15 til 34,4 millioner. Det kostede stort på bundlinjen, hvor resultatet på minus 10,9 millioner kroner står i skærende kontrast til et overskud på omkring tre millioner hvert af de tre år forinden.

Flere årsager


I sin beretning konstaterer ledelsen, at resultatet er "klart utilfredsstillende", og den nævner, at der er flere årsager til det negative resultat:

Dels medførte omtalen i 2014 af listeriarisiko i fødevarebranchen, at salget af rullepøle i en periode på et halvt år
faldt 35 procent i Danmark - også hos Defco.

Dels var der betydelige it-problemer i forbindelse med genbestilling af varer hos en af selskabets største kunder, og det betød
direkte underskudsgivende produktioner.

Og dels reducerede den varme sommer i 2014 overalt i branchen omsætningen af pålægs- og delikatessevarer.

Polske problemer

Desuden har Defco af diverse årsager måttet stoppe samarbejdet med en stor polsk koncern, som har leveret til Aarhus-virksomheden.

- Polakkerne bidrog, da samarbejdet var på sit højeste, med en omsætning på omkring 100 millioner kroner. Når det er helt slut 1. november, kommer der ikke et gram fra dem. Allerede nu kommer der stort set ikke mere, end jeg selv kan spise, siger Knud Erik Czaja.

Defco mister ikke 100 millioner i omsætning på bruddet med polakkerne, for noget af produktionen er trukket hjem, og andre dele er flyttet til Tyskland og Holland. Men Knud Erik Czaja vurderer, at flytningen fra Polen har kostet omkring otte millioner kroner på bundlinjen.

13 er fyret

De økonomiske problemer har fået Defco til at justere medarbejdertallet. Der er fyret 10 i produktionen og tre i salgsafdelingen, oplyser direktøren til Food Supply.

På den positive side fremhæver han, at der er sket en betydelig spredning i omsætningen på flere
betydelige detailkæder og kunder. Alt i alt betyder det, at Defco for indeværende regnskabsår budgetterer med et beskedent, men dog positivt resultat.

- Så hvis vi kommer ud af 2015/16 med et plus, vil vi have løftet resultatet med 11 millioner på så kort tid. Det, synes jeg, er rigtig godt, fastslår 71-årige Knud Erik Czaja.

Defco har omkring 150 medarbejdere og sælger udover egne mærker en stribe private mærker så som Søndagspålæg, Levevis, Vores, Budget og Silkeskåret.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063