23948sdkhjf

Danskere vil vippe islandsk skyr af pinden

Et rekordstort antal skyrprodukter er med på Food Contest i Herning
Bliver den bedste skyr fremstillet på Island – eller er de danske, norske og tyske mejerier efterhånden dygtige nok til at slå mejerierne fra skyrens hjemland i en dyst på kvalitet?

Det er et af de spørgsmål, der bliver besvaret tirsdag i forbindelse med International Food Contest i Herning, hvor mejerier fra de fire lande mødes til en skyr-dyst.

Årets udgave af messen byder på et rekordstort antal skyr-produkter blandt de i alt 1.300 tilmeldte fødevarer, der skal dyste på smag og kvalitet: Ikke færre end 67 produkter er tilmeldt skyr-kategorien, som dermed er udstillingens absolut største.

Antallet af skyr-produkter, der dyster mod hinanden i Herning, er steget voldsomt fra år til år, og for to år siden fik skyr sin egen kategori. Begge år har et produkt fra skyrens hjemland, Island, vundet kategorien. I år deltager det islandske mejeriselskab Mjólkursamsalan med ikke færre end 27 skyr-produkter, og dermed er islændingene klar til at forsvare titlen.

De får dog kamp til stregen fra fem danske mejeriselskaber, Thise Mejeri, Løgismose Mejeri, Mejeriet Dybbækdal, Hansens Flødeis og Arla Foods, samt Arlas tyske mejeri Upahl og Q-Meieriene fra Norge.

- Næsten pinligt

Konkurrence er der i høj grad også blandt de øvrige godt 1.200 fødevarer på udstillingen. Sidste års helt store vinder inden for mejeriprodukter var Bornholms Andelsmejeri, der vandt to ud af de tre mesterskaber, nemlig ostekategorien og konsumkategorien, og derudover fik Mejeribrugets Gourmetpris i kategorien "bløde oste".

I år håber mejerileder på Bornholms Andelsmejeri Jim Ingvorsen, at mejeriet kan "nøjes" med at vinde ostekategorien, for som han siger, så var det "næsten pinligt", sidste år. Vinder mejeriet ostekategorien igen, vil det være tredje år i træk.

Også Holstebro Mejeri har tradition for at komme på podiet, når vinderen af smør & blandingsprodukter bliver kåret. Efter at have vundet titlen 10 år i træk fik mejeriet sig dog en ubehagelig overraskelse i 2013, da Westbury Dairies Arla Foods nuppede titlen. Sidste år kom Holstebro Mejeri tilbage på sejrsskamlen, og i år lover begge mejerier at give hinanden kamp til stregen i den dansk-engelske smørdyst.

Fødevaredysten i Herning har rødder i den traditionsrige Landsmejeriudstilling, hvor mejerier gennem mere end 100 år har udfordret hinanden gennem faglige bedømmelser af ost, konsummælksprodukter samt smør og blandingsprodukter. Formålet har været at højne produkternes fagtekniske kvalitet og – ikke mindst – at give mejeribranchens ansatte mulighed for at mødes på tværs af virksomheder for at danne netværk og lade sig inspirere af hinanden.

- Indsatsen med at forbedre og udvikle kvaliteten af vores fødevarer er et arbejde, der aldrig slutter. Der er altid plads til forbedringer, nye teknologier og produktionsmetoder – og helt nye og anderledes produkter, siger messens sekretariatsleder, Lars Johannes Nielsen.

Den unikke smagsoplevelse


Mens hovedparten af de tilmeldte mejeriprodukter dyster om at leve op til den forventede standard inden for deres egen produkttype, er der fokus på den unikke smagsoplevelse, når vinderne af Mejeribrugets Gourmetpris skal findes. Fire dommere, heraf to kokke, en overtjener samt en vin- og madanmelder, skal finde vinderne i fire kategorier: Hård ost, blød ost, smør og øvrige mejeriprodukter.

- For forbrugeren er denne pris måske den mest interessante, for de fleste vil nok være ligeglade med, om hullerne i osten sidder en lille smule skævt, hvis bare den smager godt, siger Lars Johannes Nielsen.

Siden 2011 har andre fødevarebrancher været inviteret til at deltage i udstillingen. I år er Food-kategorien samlet omkring temaet Det Gode Frokostbord, hvor gæsterne kan forsyne sig med et stykke brød og smagsprøver blandt de udstillede produkter, hvor der er alt fra stegte julesild til honning, salsa og øl.

Ligesom mejeriprodukterne bliver alle produkter i de otte Food-kategorier kvalitetsvurderet ud fra faglige kriterier, og i hver kategori udpeges en vinder. Endelig udpeges udstillingens mest spændende produkt ud fra kriterierne: Helhed, historie, nydelse og udseende. Dette produkt tildeles IFC-prisen 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078