Danmark topscorer med arbejdsglæde
Danske lønmodtagere er gladest for at gå på arbejde. I en ny undersøgelse med 22.000 ansatte fra 20 lande, som DI har offentliggjort sammen med konsulenthuset Ennova, scorer Danmark for 7. år i træk topkarakter når det gælder arbejdsglæde.
Opgørelsen, European Employee Index (EEI), viser, at det er løsningen af de daglige opgaver, der har størst betydning for de ansattes tilfredshed med deres arbejde sammenlignet med ansættelsesforhold som løn, samarbejde og virksomhedens omdømme. Der er dog helt tydeligt en del at arbejde med i de danske virksomheder.
Talentudvikling trækker ned
Medarbejderne på danske virksomheder mener ikke, at virksomhederne er gode nok til talentpleje. Årets undersøgelse viser, at der er ubalance mellem medarbejdernes forventninger til de faglige og personlige udfordringer og den talentudvikling, som arbejdsgiverne reelt tilbyder.
- Jeg tror, ubalancen bunder i, at faglig og personlig udvikling tit opfattes som noget man køber sig til på eksterne kurser. I stedet er det vigtigt at få sat fokus på, at den faglige og personlige udvikling kommer ved, at den enkelte leder udfordrer sine medarbejder i de daglige arbejdsopgaver: Lederen bør involvere sine medarbejdere og samtidig lægge et så højt fagligt niveau, at de rykker sig både fagligt og personligt, siger Bolette Christensen.
Indflydelse er vigtig
Indflydelse på det daglige arbejde er også den udslagsgivende faktor i forbindelse med sygefravær. Jo større mulighed for at deltage i planlægning af de daglige arbejdsopgaver, den enkelte har, jo mindre er vedkommende fraværende.
- Det betyder, at vejen til at mindske sygefraværet langt hen ad vejen går gennem systematisk ledelse og ledelsesudvikling. I det hele taget er det vigtigt, at man fokuserer mere på hvordan man skaber gode arbejdspladser og øger nærværet frem for at fokusere på fraværet, siger Bolette Christensen.
Kilde: DI