23948sdkhjf

Candynavia på ret spor efter opkøb

Forlystelsesparkernes slikleverandør vil satse mere på detailhandlen
Slikgrossisten Candynavia i Silkeborg er nu ved at være sporet så meget ind på livet under en ny ejer, at virksomheden efter et par år med underskud regner med bundlinjetal så sorte som lakrids i indeværende regnskabsår.

Det netop offentliggjorte regnskab for 2014/15 viser et underskud på knap 22.000 kroner før skat, ud af en bruttofortjeneste på 5,6 millioner. Det er en klar forbedring i forhold til regnskabet for 2013/14, som gav et minus på lige knap 750.000 kroner - og det regnskab dækkede kun syv måneder, fordi regnskabsåret blev tilpasset resten af koncernen hos den nye ejer, Chokodan Struer.

- Vi forventer helt klart, at det går endnu bedre i det nye regnskabsår. Jeg bliver skuffet, hvis ikke vi lander på den pæne side af plus. Selvfølgelig skal vi ende i plus, fastslår den daglige leder af Candynavia, salgschef Benny Ebsen.

Glimrende højsæson

At det har været op ad bakke de to foregående år skyldes ifølge salgschefen ikke mindst, at Candynavia og de 15 medarbejdere har brugt en del energi på at blive kørt ind under den nye ejer. Blandt andet fordi den gamle bygning ikke var med i handlen, og at virksomheden derfor skulle flytte til en anden adresse i Silkeborg i begyndelsen af 2014. Der er også blevet ryddet op blandt de adskillige hundrede varenumre.

Men nu er Candynavia godt i gang med at fungere helt efter planen, og den netop overståede højsæson - der varer fra maj til september - er gået glimrende, oplyser Benny Ebsen. At sommermånederne er de travleste hos Silkeborg-virksomheden skyldes især, at Candynavia er storleverandør til forlystelsesparker, både i Danmark og på eksportmarkedet. Ud over hele Norden er der eksport til blandt andet England, Holland, Grønland og Tyskland.

Mere detailhandel

Både herhjemme og i udlandet vil Candynavia nu til at sætte mere fokus på at sælge til detailhandlen.

- Det er ikke nyt for os, for vi er ikke et tivolifirma. Men det er ikke salg til detailhandlen, man kender os mest for. Nu ændrer vi lidt kurs og gør mere på det område. Men grundlæggende vil vi det somme som altid: Sælge gode produkter og finde løsninger på nicheopgaver, for eksempel når det gælder emballagetyper. Frem for alt gider vi ikke at handle med noget skrammel, understreger Benny Ebsen.

Han nævner også, at med eget pakkeri er Candynavia i stand til at agere hurtigt - også når det gælder små ordrer.

- Vi har ikke behov for eller krav om, at kunder skal bestille kæmpestore portioner, for at vi gider at røre ved det, fastslår salgschefen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078