Høje fødevarepriser skal løfte Danish Crown
Udfordringer i primærproduktionen og valutakurser påvirker halvårsresultatet, men stigende fødevarepriser forventes at slå igennem i andet halvår.
- Den svære situation i primærproduktionen betyder, at vi igennem det første halvår har udbetalt mest muligt til andelshaverne løbende. Som forventet vil vi først se de stigende fødevarepriser for alvor slå igennem på kødproduktionen i andet halvår, siger koncerndirektør i Danish Crown Kjeld Johannesen.
Svinekød
I Svinekødsdivisionen har Danish Crown fået genetableret slagtekapaciteten efter de to store brande i 2007. Det betyder, at slagtetonnagen i første halvår har været 2,5 pct. større end samme periode sidste år.
Senest er der gennemført en tilpasning af kapaciteten, fordi slagtepuklen efter brandene nu er væk.
Oksekød
Oksekødsdivisionens resultater i første halvår lever fuldt ud op til forventningerne.
Forædling
I forædlingssektoren er billedet varieret – store dele af forædlingen har leveret et godt resultat, men på andre områder har der været betydelige udfordringer - bl.a. som følge af valutakurserne.
- Priserne på markedet går nu i den rigtige retning, og det vil påvirke resultatet både i primærproduktionen og i Danish Crown i andet halvår, siger koncerndirektør Kjeld Johannesen.
Kilde: Danish Crown