Nye fødevarefællesskaber får hjælp til at komme i gang
Projekt ØkoStart trækker på erfaringer fra nogle af de garvede kræfter
Nogle af erfaringerne stammer fra Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab, der begyndte i 2011 og dengang bestod af en lille gruppe på syv mennesker. Hver især fandt de to-tre personer i deres netværk, som ville lægge et indmeldelsesgebyr og betaling på den første økologiske råvare-pose. Det gav fødevarefællesskabet penge til at købe poser til den første udlevering og til at betale producenten. Og således var fødevarefællesskabet i gang. I dag er der mere end 1.000 medlemmer.
Med baggrund i den slags konkrete eksempler og erfaringer vil ØkoStart nu gøre det lettere at lave nye fødevarefællesskaber i Danmark. Et økologisk fødevarefællesskab er et indkøbsfællesskab, som køber økologiske produkter direkte fra lokale øko-producenter til fødevarefællesskabets medlemmer.
Bud på løsninger
Siden københavnerne i 2008 slog dørene op for Københavns Fødevarefællesskab, er fødevarefællesskaberne skudt op rundt omkring i landet. I dag er der 23 fordelt over hele Danmark, oplyser Økostarts projektleder, Tine Christensen.
- Mange af fødevarefællesskaberne har de samme udfordringer og overvejelser i opstartsfasen. Med Økostart giver vi bud på løsninger på alt fra rekruttering af medlemmer, samarbejde med økologiske producenter til kontakt til Fødevarestyrelsen, fortæller hun.
Håbet er, at når det bliver mere enkelt at etablere fødevarefællesskaber, bliver samarbejdet med de økologiske producenter nemmere og afsætningen af økologiske produkter større.
I løbet af november holder ØkoStart tre kurser om etablering af fødevarefællesskaber, bæredygtig frivillighed og samarbejde om økologi for medlemmer af de økologiske fødevarefælleskaber - og ikke mindst for folk, der er interesserede i at oprette et fødevarefællesskab. Allerede nu er yderligere to på vej - et i Vejle og et i Esbjerg, oplyser Line Skouboe fra Økologisk Landsforening.
Kurserne er gratis og foregår i København, Aarhus og Odense henholdsvis 21., 22. og 28. november.
ØkoStart er et projekt under otte danske økologiske fødevarefællesskaber i Danmark og er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug