Novo Nordisks Flexpen er markedets bedste
To uafhængige studier har vist, at FlexPen® er mere præcis med hensyn til dosering af insulin end andre pensystemer såsom den nyligt lancerede engangspen, SoloStar®, fra Sanofi-Aventis.
- Vi var overraskede over at konstatere, at der var store dosisafvigelser mellem de forskellige penne. Nøjagtig dosering af insulin er afgørende for at opretholde en tilfredsstillende diabetesregulering og undgå alvorlige bivirkninger, og også på længere sigt for at forebygge senkomplikationer. For patienter, der er følsomme over for insulin, kan selv små afvigelser have en stor indvirkning på deres hverdag. Derfor er det vigtigt, at doseringssystemerne er nøjagtige, siger professor Pfützner, Institute for Clinical Research and Development, Mainz, Tyskland, som har stået i spidsen for det tyske studie.
- Disse resultater er vigtige. Selv en relativt lille afvigelse på tre enheder kan have en betydelig effekt, navnlig for patienter, der skal have lave doser af insulin, eksempelvis børn og voksne med type 1-diabetes. Lægerne bør derfor tage disse studieresultater i betragtning, når de vælger insulin og doseringssystem, navnlig i forhold til patienter, der er følsomme over for insulin, siger professor Pfützner.
Japanske resultater bekræfter de tyske undersøgelser
Det japanske studie, som blev gennemført under ledelse af dr. Asakura2, bekræfter de tyske resultater. Resultaterne i det japanske studie viste signifikant færre afvigelser fra den indstillede dosis med Levemir® FlexPen® end med Lantus® SoloStar® ved tre forskellige doser (5 IU, 10 IU og 30 IU) afprøvet i studiet. En kombination af alle målte doser viste, at kun 0,4% af de doser, der blev givet med FlexPen®, lå uden for de fastsatte grænser, hvorimod 14,5% af de doser, der blev givet med SoloStar®, lå uden for de fastsatte grænser.
Kilde: Novo Nordisk