23948sdkhjf

Catering Danmark med millionplus og ny direktør

Afgående direktør vil nu prøve at sælge hovedkvarteret
Catering Danmark, der er såkaldt masterbrand for en håndfuld cateringfirmaer, leverede i regnskabsåret 2014/15 både omsætning og overskud over egne forventninger. Omsætningen er steget med knap 20 procent i forhold til sidste år, og indtjeningen følger med: Driftsresultat før renter og skat lander i år på 5,2 millioner kroner, sammenlignet med 1,4 million kroner sidste år.

Indehaver Henrik Nygaard, der stiftede virksomheden for 25 år siden, er særdeles godt tilfreds med udviklingen. Catering Danmark består af de fem cateringbrands Kokken & Jomfruen, Smageriet, Kokken & Co, Brunchtid.dk og Kokkens Hverdagsmad - og de er på det helt rette spor, konstaterer han:

- For regnskabsåret 2015/16 ser vi allerede positive tegn. Det, der sker og løbende vil ske af udvikling og tiltag, gør, at Catering Danmarks samlede aktiviteter også i de kommende år vil udvikle sig positivt. Det er en fornøjelse at se, og vi er både ydmyge og stolte over, at vi kan skabe en god grobund for fremtiden, siger Henrik Nygaard.

Driftsdirektør rykker op

Som led i en strategisk plan, der blev igangsat i 2012, træder Henrik Nygaard tilbage som administrerende direktør med virkning fra i dag. Han giver slip på driften af Catering Danmark for nu at hellige sig jobbet som arbejdende bestyrelsesformand.

Ny administrerende direktør er Anders Engdahl, som siden 2012 har været ansat som driftsdirektør. Anders Engdahl har stået i spidsen for mange af de tilpasninger, der er sket i virksomheden i de seneste år. Med over 35 års erfaring i cateringbranchen, fra både danske og ikke mindst udenlandske cateringkoncerner, har han en bred ballast.

- Vi har planlagt det hele i god ro og orden, og jeg er helt tryg ved dette generationsskifte. Hele virksomheden bakker op omkring Anders, og jeg vil med glæde følge udviklingen fra siden. Personligt glæder jeg mig til fremadrettet at skulle arbejde med forretningsudvikling og strategiske tiltag på bestyrelsesniveau, siger Henrik Nygaard, som har flere ting, han skal bruge tiden på at overveje.

Vil sælge hovedkvarteret

- Vi skal have fundet ud af, hvordan vi skal vokse endnu mere. Skal vi have flere brands? Skal vi købe op? Skal vi fusionere? Det er den slags, jeg nu skal til at se nærmere på. Og så skal jeg også prøve at se, om jeg kan få solgt nogle af vores bygninger, siger han, ikke mindst med henvisning til Catering Danmarks kun to år gamle hovedkvarter i Tietgenbyen i Odense.

Byggeriet kostede op imod 40 millioner kroner, og Henrik Nygaard vil gerne have frigivet midler ved at sælge hovedkvarteret og så leje det i stedet for at eje, fortæller han.

Catering Danmark har 120 ansatte til at tage sig af de fem brands og de fælles funktioner som logistik, indkøb, it og økonomi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081