23948sdkhjf

Slikfuskere brugte falske labels

Gammelt slik, der blev ompakket under uhumske forhold i Valby, skulle sælges videre ved hjælp af labelfusk
Fødevarestyrelsen har fundet rullevis af falske labels på det lager i Valby, hvor styrelsen i november beslaglagde 30 ton gammelt slik.

Slikket havde for længst overskredet den oprindelige holdbarhedsdato. Alligevel blev det pakket om og forsynet med en ny datomærkning, så det kunne sælges videre, uden at kunderne ville vide besked.

- De, der står bag det her snyderi, har lavet nogle nye labels, hvor de har skrevet, hvad der er i de her bokse, så de kan fuppe med udløbsdato. Og nogen af de her ting ender så i butikker ude i landet, siger Claus Gade Sørensen, efterforsker i Fødevarestyrelsen.

På lageret i Valby stod en række arbejdere og åbnede poserne for at stoppe slikket ned i plastikbøtter med falske mærkater på.

Uhumske forhold

- Der står nogle rumænere og ompakker slikket på lageret i Valby, og de står under uhumske forhold. De har ikke adgang til toiletfaciliteter, så de tisser selv i et af de her plastikbægere, der er beregnet til slik. Det er deres toilet. Det betyder, at de kan få bakterier på fingrene, som så kommer på slikket, når det pakkes om, siger Claus Gade Sørensen.

Folkene på lageret havde ifølge Fødevarestyrelsen ikke adgang til at vaske hænder.

De mange labels er genkendelige ved, at printet fejlagtigt savner tryk i et smalt lodret bånd ned gennem teksten. Klistermærkerne er blevet brugt ved ompakning af følgende mærkevarer:

Liquorice Toffees i 1,350-kilos kasser mærket: "Mindst holdbar til: 15-06-2016".

Dumle Dark 1,210-kilos kasser mærket: "Mindst holdbar til: 14-03-2016".

Fazermint i 1,220-kilos kasser mærket: "Mindst holdbar til: 16-04-2016".

Fødevarestyrelsen opfordrer på den baggrund forbrugere, der har købt slik mærket som oven for til at kassere varerne eller levere dem tilbage til forretningen, hvor de er købt.

Fødevarestyrelsen har ikke viden om, hvem der har slikkasserne med de falske labels til salg. Den hører gerne fra forbrugere, der er stødt på kasserne i butikker eller andre steder.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094