Nye fødevareprojekter får 75 millioner
14 bæredygtige projekter skal være med til at skabe vækst
- Den danske fødevarebranche er allerede langt fremme, når det kommer til at udvikle grønne løsninger, der har økonomisk vækstpotentiale. I takt med at den grønne dagsorden bliver større internationalt, er det i stigende grad et konkurrenceparameter for det danske fødevareerhverv. Det er derfor vigtigt, at vi løbende hjælper nye projekter på vej - projekter, som vi kan se et vækstpotentiale i, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der i sin tidligere ministerperiode oprettede GUDP-programmet.
Fiskerester og lugerobotter
Det er altså denne gang blevet til 14 projekter, som spænder bredt. Flere af projekterne kommer med løsninger til en bedre ressourceudnyttelse. Et projekt ser for eksempel et uudnyttet potentiale i de indvolde og fiskerester, der normalt smides overbord på fiskebådene, mens et andet projekt vil bruge alger som protein i fødevarer.
Andre projekter har idéer til, hvordan pesticidforbruget nedbringes i landbruget ved hjælp af specielle lugerobotter og til,, hvordan fødevaresikkerheden kan forbedres ved at teste fødevarerne direkte i produktionsvirksomhederne i stedet for på eksterne laboratorier.
- Stor vilje
Formand for GUDP Mikael Thinghuus er meget tilfreds med denne rundes projekter, der er præget af et erhverv med en evne til at tænke nyt.
- Hvert år bliver vi i GUDP-bestyrelsen positivt overraskede over opfindsomheden i det danske fødevareerhverv, og det gælder også denne gang. Der er tydeligvis en stor vilje til at finde løsninger på de svære udfordringer, som vi kæmper med på samfundsplan. Det kan vi være stolte af, siger Mikael Thinghuus.
GUDP uddeler hver år cirka 200 millioner. kroner fordelt på to ansøgningsrunder. GUDP understøtter projekter, som arbejder med en dobbelt bundlinje, der både løser grønne udfordringer og styrker en virksomheds forretning. Første runde for ansøgning om midler i 2016 er åben.