Ticans andelshavere tilfredse med Tönnies
"100 procent opbakning" på informationsmøde
I hvert fald melder bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen om "100 procent opbakning" på et møde mandag aften, hvor Tican informerede andelshaverne om konsekvenserne af salget, skriver tvmidtvest.dk.
Formanden understreger over for tv-stationen, at tyskerne satser på at fortsætte Tican som hidtil.
- De har givet meget klart udtryk for, at de er kommet for at samarbejde og udvikle Tican, siger han.
I en pressemeddelelse udsendt efter mødet konstaterer Tican, at andelshaverne vil give formelt samtykke på en ekstraordinær generalforsamling 30. december. Transaktionen skal herefter godkendes af konkurrencemyndighederne, hvorefter overtagelsen vil ske med virkning fra 1. oktober 2015.
- Meget vigtigt skridt
Manden bag den tyske virksomhed, Clemens Tönnies, glæder sig til at få Tican med på vognen:
- Dette er et meget vigtigt skridt i den videre internationalisering af vores virksomhed. Tican har en stærk international markedsposition og et fremragende rygte for højkvalitetsprodukter. Der er behov for at omstrukturere virksomheden, og vi ønsker at integrere Tican så hurtigt som muligt. Vi har imidlertid indgået en aftale, der er god for alle parter, konstaterer han i pressemeddelelsen.
På fem produktionssteder i Danmark, England og Polen har Tican i dag en produktionskapacitet på omkring to millioner svin om året og beskæftiger cirka 2.300 medarbejdere. I regnskabsåret 2013/2014 havde Tican A/S en omsætning på 5,2 milliarder kroner.