Hjem-Is satser stort i Kina
Øjner mulighed for minimum 500 isbarer i løbet af tre år
Planen er i første omgang sat åbne 10-15 isbarer i byen Jinan, men om alt går vel, vil antallet derefter eksplodere.
- Vores kinesiske partner har et stort netværk i hele Kina, fordi han både ejer en virksomhed, der opdrætter kyllinger, og et byggeselskab. Derfor forventer han som minimum, at der indenfor de første tre år kan åbnes 500 butikker spredt ud over hele Kina, siger produktionsdirektør og medejer i Hjem-Is Per Roth til avisen.
Isbil giver ikke mening
I forbindelse med indtoget i Kina vil Hjem-Is oprette et træningscenter, hvor de kinesiske ansatte skal lære at sælge dansk is.
Hjem-Is' administrerende direktør, Frank Waller, siger til Børsen, at det i Kina ikke vil give mening at bruge det danske koncept med, at en blå isbil kører ud og ringer med klokken for at få folk til at købe en stor pakke is. Blandt andet fordi mange kinesere simpelthen ikke har den fornødne frysekapacitet til at opbevare sådan et indkøb
Direktionen i Hjem-Is forventer ifølge Børsen, at det nye kinesiske partnerskab som minimum vil fordoble omsætningen, der i dag er cirka 300 millioner kroner.