23948sdkhjf

Sigtet i sag om slikfusk for 16 millioner

- Han er en overordentlig stor spiller på markedet
David Yüksel, der blev kendt som »Slikfuskeren fra Harløse«, da Fødevarestyrelsen i sommeren 2014 konfiskerede fem tons gammelt slik fra hans gård på Harløsevej i Hillerød, er blevet sigtet af Nordsjællands Politi for at snyde med chokoladeafgifter for 16,7 millioner kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi forventer at rejse tiltale mod ham i løbet af en til to måneder, oplyser anklager Bernt Farver.

Chokoladeafgiften er på 23,75 kroner pr. kilo, så det drejer sig om mere end 700.000 kilo slik, som David Yüksel ikke har betalt afgift for i en periode fra 2012 til 2013.

Det er David Yüksel personligt, der nu kan se frem til en tiltale om millionfusk.

- Han er en overordentlig stor spiller på markedet, siger Bernt Farver tikl avisen.

Men sagen kan vise sig kun at være toppen af isbjerget. I dokumentarprogammet »Sådan svindles Danmark«, som blev sendt på DR i aftes, fremgår det, hvordan David Yüksel står bag omfattende svindel med chokoladeafgifter og moms, som tilsyneladende er fortsat, også efter 2013.

Flere sager på vej

Den slags svindel er stigende i Danmark - ifølge DR er der i dag dobbelt så mange sager om slikfusk som i 2014. Skat vurderer desuden, at der i 2013 blev handlet med tre millioner kilo illegalt slik. En del af den handel mener Nordsjællands Politi altså, at David Yüksel fra Harløse har stået for.

Og der kan også være flere straffesager på vej fra Nordsjællands Politi.

- Vi har også andre versende sager vedrørende unddragelse af chokoladeafgifter, siger Bernt Farver.

Det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar til de mange anklager fra David Yüksel eller hans advokat.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08