23948sdkhjf

Ny hotline skal tiltrække økologiske landmænd

Økologisk Landsforening og Coop: Der er stærkt brug for dem
Den stærkt stigende efterspørgsel på økologiske madvarer får nu Økologisk Landsforening til at lancere en telefonisk hotline for landmænd, der overvejer at lægge om til økologi.

Antallet af danske landmænd, der lægger om til økologi, er i øjeblikket rekordstort, og der er stærkt brug for dem, konstaterer landsforeningen. Der er akut mangel på økologisk kød, fjerkræ, mælk, æg, brødkorn, frugt og grønt.

Den nye hotline er blevet til i samarbejde med dagligvarekoncernen Coop, som lige nu især har mangel på økologisk kød, frugt og grønt..

- Vi har i Coop et mål om at gøre Danmark dobbelt så økologisk inden 2020. Vi håber derfor, at flere danske landmænd ser udviklingen i markedet og tager den økologiske udfordring op, siger Coop-direktør Jens Visholm.

Gratis omlægningstjek til de 250 første

Hos Økologisk Landsforening har man i 2015 udført øko-omlægningstjek for 381 konventionelle landmænd. Det er over dobbelt så mange som året før, og markedschef Henrik Hindborg kan godt forstå, at flere landmænd kigger økologiens vej.

- Jeg ser vækst i økologi, uanset hvor jeg kigger hen, og uanset hvor langt jeg kigger frem. Der er et stort behov for mange flere økologiske landmænd i de kommende år. Erfaringerne viser, at skiftet til økologi ofte går hånd i hånd med både nye, faglige udfordringer og en stærkere økonomi for landmanden, siger Henrik Hindborg.

Han peger på, at økologiske mælkebønder får omkring 50 procent højere pris for deres mælk end konventionelle bønder, og at prisen for svine- og kyllingekød er næsten tre gange så høj.

På den nye hotline med nummeret 61 97 49 07 kan øko-interesserede landmænd få hjælp til afklaring af, om økologi er noget for dem. Efter en uforpligtende snak med en økologikonsulent kan de booke et egentligt omlægningstjek, hvor konsulenten besøger gården og går den igennem sammen med landmanden for at skabe overblik over mulighederne for økologi både rent landbrugsfagligt og afsætningsmæssigt. Omlægningstjekket er gratis for de første 250, der melder sig, idet Coop har støttet omlægningsaktiviteterne med én million kroner.


Kraftig vækst og gode priser

De seneste tal for den økologiske afsætning viser 10 procent vækst på hjemmemarkedet, 12 procent vækst i eksporten og 33 procent vækst inden for storkøkkener/foodservice-sektoren.

- Der er attraktive afregningspriser på økologi inden for mange produktområder, og vi har udsigt til en længere periode med decideret mangel på økologiske råvarer. Derfor er det oplagt for landmænd at undersøge mulighederne inden for økologien, siger Henrik Hindborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109