Ny administrerende direktør hos Ambu
Lars Marcher afløser Kurt Erling Birk som administrerende direktør hos Ambu.
Bestyrelsen har derefter igangsat en proces med henblik på at udpege en ny administrerende direktør. Denne proces er nu afsluttet, og Lars Marcher bliver ny administrerende direktør i Ambu. Lars Marcher vil tiltræde efter nærmere aftale med bestyrelsen.
Lars Marcher, 46 år, har siden 2006 været ansat som Executive Vice President med ansvar for økonomi, finans og operations i den danske højteknologiske virksomhed Terma A/S.
Forud for sin ansættelse i Terma var Lars Marcher ansat som administrerende direktør i den børsnoterede amerikanske virksomhed Dataram Corporation. Tidligere har han været ansat i Memory Card Technology, Apple Computer og ØK. Lars Marcher er uddannet cand. merc. og MBA.
- Kurt Erling Birk har i sine snart ti år som administrerende direktør i Ambu stået i spidsen for en omfattende ændring af virksomheden. Vækst, internationalisering, produktionsoptimering og innovation har været væsentlige elementer i Ambus udvikling til i dag at være en ledende aktør inden for sit felt. Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Kurt Erling Birk. Heldigvis får vi stadig mulighed for at trække på Kurt Erling Birks viden og kompetencer i en periode fremover. Samtidig er jeg glad for, at vi med ansættelsen af Lars Marcher får en erfaren direktør, som kan videreføre den positive udvikling, som Ambu står midt i, siger bestyrelsesformand N. E. Nielsen.
- Jeg har i en lang årrække været ansat i den medicotekniske branche, heraf næsten 10 år i Ambu. Årene i Ambu har været særdeles spændende, og jeg har haft det privilegium at være direktør i en periode, hvor virksomheden har gennemgået store forandringer. Ambu er nu inde i en rigtig god gænge, og da jeg blev 60 år besluttede jeg, at det var et godt tidspunkt at overlade roret til en anden, så jeg kunne få mere tid til andre aktiviteter, siger Kurt Erling Birk.
Ambu vil under Lars Marchers ledelse fortsætte virksomhedens vækststrategi og udbygge sin position som en førende og innovativ virksomhed inden for sine aktivitetsområder.
- Jeg glæder mig meget til at starte hos Ambu. Jeg ser frem til i samarbejde med bestyrelsen og dygtige kolleger at udvikle virksomheden yderligere og gøre den endnu mere spændende og attraktiv for alle, der har interesse i virksomheden og dens produkter, siger Lars Marcher.
Kilde: Københavns Fondsbørs