23948sdkhjf

Forstærket indsats mod salmonella

Fødevareministeren optrapper kampen mod salmonella og campylobacter med en række initiativer, både i forhold til virksomheder og forbrugere.
En styrket kontrol med import af kød, et dansk arbejde i EU for nye kriterier for salmonella og endnu mere information til borgerne om fund af salmonella og campylobacter er blandt tiltagene i fødevareminister Eva Kjer Hansens forstærkede indsats mod salmonella og campylobacter.

- Forbrugerne skal kunne være trygge ved de fødevarer, som de køber i butikkerne. Vi har en god politisk aftalte på området, men jeg vil gerne styrke indsatsen både i forhold til virksomhederne og forbrugerne, siger fødevareministeren, der lægger op til øget fokus på salmonella og campylobacter både fra de danske myndigheder og på EU-plan.

Fødevareministerens indsats indeholder bl.a. følgende:
  • En styrket importkontrol, hvor fødevarekontrollen kan give påbud om, at fødevareimportører skal forhåndsanmelde partier af fødevarer, hvis der er fundet salmonella i et tidligere parti. Hensigten er at fødevarekontrollen efterfølgende kan kontrollere partier af kød fra virksomheder, der tidligere har haft problemer med salmonella.
  • Et møde med importørerne for at drøfte branchens muligheder for at stille krav til deres leverandører om niveauet for salmonella og campylobacter i fersk kød.
  • Fødevarestyrelsens hjemmeside vil blive udbygget med mere information til borgerne om kontrolfund hos de enkelte virksomheder.
  • Danmark vil arbejde for, at der i EU fastsættes fødevaresikkerhedskriterier for salmonella i fersk kød, så kødet ikke kan sælges til forbrugerne, hvis det ikke overholder de fastsatte kriterier.
  • I forlængelse af sommerens salmonellaudbrud, bliver der iværksat en evaluering af arbejdet med udbruddet med henblik på eventuel at justere indsatsplanen.


Det værste udbrud i mange år
Fødevareministeren vil med sin indsats fastholde og forstærke fokus på et område, der desværre er aktuelt denne sommer på grund af det største udbrud af salmonella i Danmark i mange år. Knap 600 mennesker har fået konstateret sygdommen og trods en stor indsats er det endnu ikke lykkedes myndighederne at lokalisere kilden til udbruddet.

- Der er tale om et område, som vi har prioriteret højt i ministeriet, og vigtigheden af en forstærket indsats på området, bliver understreget af det aktuelle udbrud af salmonella, som jeg tager meget alvorligt og som Fødevarestyrelsen, Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut arbejder hårdt på at finde årsagen til, siger Eva Kjer Hansen.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078