Revolutionerende nyhed på protein-markedet
Den tidligere overvismand og fondsbørsformand Christen Sørensen står nu i spidsen for Unibios produktion af proteiner fra naturgas.
Proteinerne bliver fremstillet i et gæringsanlæg, som producerer bakterier, der lever af kulstof fra metan og metanol. Bakterierne udskilles som biomasse, der tørres. 72 pct. af dette stof er proteiner, der har en lige så høj kvalitet som fiskemel, men indeholder i modsætning hertil ingen tungmetaller, oplyser dagbladet Børsen.
Unibio er netop nu ved at etablere et pilot-projekt på Trinidad, finansieret af ø-riget Trinidad and Tobago. Det sker i et samarbejde med Danmarks tekniske Universitet, GEA Scandinavien samt Rambøll. Det er meningen, at projektet skal producere proteiner fra marts 2009, og det er forhåbningen, at der skal igangsættes en masseproduktion fra sommeren 2010.
Kilde: Dagbladet Børsen