En ung nyhed trak stor opmærksomhed
Bag In Box fra Propex trak stor opmærksomhed på FoodPharmaTech i Messecenter Herning.
Propex havde til lejligheden specialdesignet en Bag In Box proceslinje til glæde for messens mange besøgende. Direktør Troels Ankerstjerne smilede tilfreds, da Process Supply lagde vejen forbi.
- Vi har fået rigtig mange konkrete forespørgsler på vores produkt, fortæller han og uddyber, at henvendelserne især kommer fra mejerier og slagterier.
Bag In Box blev fra starten markedsført over for læskedrikproducenter og mejerier, men FoodPharmaTech08 skulle bruges til at markedsføre sig over for producenter af snacks, småkager, slik og is. Og det må siges at have givet pote.
- Folk har virkelig lagt mærke til os og det er ikke bare danske virksomheder. Jeg har også haft lejlighed til at tale med flere nordmænd, afslutter Troels Ankerstjerne.
Bag In Box fås som semiautomatisk anlæg eller en fuldautomatisk løsning med alt udstyr fra kasserejser til palleteringsanlæg. I dag afsætter Propex primært til Skandinavien.