Tican presses på indtjeningen
Slagterikoncernen Tican har netop offentliggjort årsregnskabet 2007/08, og heraf ses en stigende aktivitet - men pres på indtjeningen.
Årets resultat udgør 75 mio. kr., hvilket er en nedgang på 13 mio. kr. i forhold til året før.
Tican har modtaget og forarbejdet mere end 1,8 mio. svin i regnskabsåret 2007/08, hvilket er en stigning på 5 % i forhold til året før. Kapacitetsproblemer i årets løb på slagteanlægget i Thisted har imidlertid været omkostningskrævende, idet det i en periode har været nødvendigt at etablere aftenhold. Dette ekstra skift er igen afviklet p.g.a. faldende tilførsler af svin sidst på året.
- Der har været meget turbulens i årets løb og set i det lys, er det naturligvis tilfredsstillende, at vi er i stand til at tilbyde svineproducenterne en konkurrencedygtig restbetaling, siger adm. direktør Ove Thejls i en pressemeddelelse.
- Samlet set har indtjeningen langt fra været tilfredsstillende, men omkostningerne på slagteriet er igen normaliseret, og vi er tilbage på det sædvanlige spor. Alene dette vil give basis for et bedre indtjeningsniveau. Sammen med en række andre initiativer i virksomheden lover det godt for det kommende år, slutter Ove Thejls.
Kilde: Tican a.m.b.a.