CHIP i fjerkræproduktionen
I løbet af de næste fire år skal et innovationskonsortium med deltagelse af firmaer og institutter udvikle nye metoder og teknikker til at forhindre smittespredning i fjerkræproduktionen.
Innovationskonsortium
Projektet har navnet CHIP, der er en forkortelse for "Chicken and Hen Infection Protection". Bag projektet står en række forskningsinstitutioner og firmaer, der hver især har stærke faglige kompetencer på områder som mikrobiologi, hygiejne, desinfektion, smitteveje, rådgivning og produktion af æg og kyllinger. Tilsammen udgør de et innovationskonsortium, hvor man ved at trække på hinandens kompetencer kan finde nye løsninger, der kan reducere forekomsten af forskellige infektioner hos dyrene, til gavn for både dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og økonomi.
Dansk Hydrologisk Institut (DHI) har projektledelsen, mens chefkonsulent Thorkil Ambrosen, DMA, er formand for styregruppen på vegne af Det Danske Fjerkræraad.
Nye og bedre metoder
- Produktsikkerheden er afgørende i den danske slagtekyllinge- og ægproduktion. Efter mange års målrettet indsats er den også høj – tænk bare på indsatsen mod Salmonella, der har reduceret forekomsten i danske kyllinger og æg til et niveau, som er blandt de laveste i verden. Men det kræver store ressourcer, og hvis der kan udvikles nye og bedre metoder til at fastholde denne position – og meget gerne også udbygge den - skal vi naturligvis gøre det, siger Thorkil Ambrosen.
Som et eksempel nævner han udvikling af nye og mere målrettede desinfektionsmidler beregnet til at fjerne bestemte typer smitte i staldene. Et andet eksempel kan være fremstilling af staldinventar i nye materialer og i nyt design, der er lettere at rengøre og holde fri for bakterier.
Fire hovedprojekter
Målet er at udvikle nye løsninger, der kan bryde smittevejene, så man i videst mulige omfang undgår at få smitte ind i produktionen - og hvis det alligevel sker, så at undgå at den spreder sig. I projektet vil der bl.a. blive arbejdet med hygiejnisk design af staldinventar, yderligere effektivisering af rengøring og desinfektion, hygiejnisk management og drift, samt udvikling af nye belægninger på staldinventar og udstyr med henblik på at reducere bakteriefilm og forstærke rengøringsmidlernes effekt.
Projektet er organiseret i fire hovedprojekter i form af et forskningsprojekt og tre teknologiprojekter. Forskningsprojektet skal kortlægge, hvilke sygdomsfremkaldende bakterier der findes i staldende, og hvordan de spredes i tilfælde af et udbrud. I de tre teknologiprojekter undersøges nye muligheder for hhv. at optimere hygiejnen i produktionen, forbedre management og drift samt udvikling af matematiske modeller for smittespredning i staldmiljøet.
Kilde: Danish Meat Association