23948sdkhjf

Danfysik-division solgt til kapitalfond

Kapitalfonden CapMan overtager Danfysiks transducerdivision, Danfysik ACP A/S, for 64 mio. kr.
Danfysik ACP, hvis måleapparater blandt andet sælges til medicinalindustrien og anvendes til en række industrielle formål, har sine rødder i fysikkens forskningsverden. Blandt selskabets største kunder er Siemens, Philips og Toshiba.

Virksomhedens transducere er baseret på Flux-gate teknologi, der gør apparatet i stand til at måle selv en meget lille elektrisk strømstyrke op til 1.000 gange mere nøjagtigt end de fleste andre produkter på markedet.

ACP (Advanced Current Products) har hidtil været et selvstændigt forretningsområde under Danfysik A/S, der ejes af Dansk Kapitalanlæg, Pensionskassernes Administration (PKA) samt EJBO Holding, som blandt andet repræsenterer selskabets stiftere.

ACP, der årligt omsætter for godt 40 mio. kr., rummer gode vækstmuligheder. Der er således forventning om, at selskabets måleenheder fremover vil indgå i litografi-maskiner, der anvendes i halvlederindustrien, hvor man producerer computerchips.

- Vores fokus i Danfysik er koncentreret omkring den højteknologiske del af partikelacceleratorer. I vores bestræbelser på fortsat at være den førende leverandør på verdensmarkedet er vi ofte nødt til at udfordre de kendte tekniske løsninger. Vi er naturligvis meget tilfredse, når vore nyudviklinger, som spin off, kan finde anvendelser indenfor andre industriområder, siger Søren Rathmann, bestyrelsesformand i Danfysik.

- I CapMan har vi haft stor succes med at rejse vores seneste teknologifond på ca. 1 mia. kr., og Danfysik ACP er en vaskeægte højteknologivirksomhed med en unik teknologi og unikke produkter. Vi er overbevist om, at ACP’s stærke position på markedet for MRI-scannere, hvor man er global markedsleder, giver et godt grundlag for at udvikle nye produkttyper og dermed nye anvendelsesmuligheder, som skaber basis for yderligere vækst i de kommende år, siger Tommy Valther Hansen, der er partner i CapMan og ansvarlig for de danske teknologiinvesteringer.

Kilde: Danfysik - http://www.danfysik.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078