23948sdkhjf

Rige kinesere vil have danske fødevarer

Og 12 danske virksomheder er i Shanghai for at give dem det
Kineserne får flere og flere penge mellem hænderne, og middelklassen vokser støt. Det afspejler sig i eksporten af danske fødevarer til Kina og Hong Kong. Sidste år rundede den 10 milliarder kroner, og alene i de første seks måneder af 2016 nåede eksporten op på 8,8 milliarder kroner, viser seneste opgørelse fra Landbrug & Fødevarer.

Der er flere årsager til de støt stigende salgstal, forklarer Michael Stahlschmidt, der er chefkonsulent i Handelspolitik & Markedsadgang hos Landbrug & Fødevarer:

- For det første er der en voksende gruppe af velhavende kinesere, som har råd til både kvalitetsfødevarer og udlandsrejser, hvor de bliver inspireret af mad fra andre verdensdele. For det andet er Danmark og danske fødevarer er et stærkt brand i Kina, siger han.

Et stort eksportfremstød i denne uge skal sikre, at danske fødevarer også i fremtiden er kendt for høj kvalitet, innovation og fødevaresikkerhed i Kina og Hong Kong. Hele 12 danske virksomheder deltager derfor sammen med Landbrug & Fødevarer på messen "Food and Hotel China" i Shanghai. Messen er Kinas største fødevaremesse.

- Det er en ideel platform for danske virksomheder i Kina. Hvis hver kineser spiser blot fire gram dansk grisekød mere om dagen, ville det betyde en fordobling af den danske eksport af grisekød, siger Michael Stahlschmidt.

Blandt deltagerne er både virksomheder, der allerede har godt tag i det kinesiske marked og andre, som venter på myndighedernes tilladelse til at eksportere.

Blandt de førstnævnte er Mille Baby på Stevns, der eksporterer modermælkserstatning og tilskudsblanding, Royal Greenland, der sender en række forskellige fiske- og skaldyrsprodukter til Kina, og Scandic Food i Vejle, der blandt andet sælger marmelade, grød og honning til kineserne.

Blandt de virksomheder, der endnu ikke har fået gang i eksporten, er 3-star i Horsens, Danpo i Give og Tulip i Randers. De producerer alle forarbejdede kødprodukter, som de kinesiske myndigheder endnu ikke har givet tilladelse til at importere.

Den samlede danske messeliste ser sådan ud: 3-Star fra Horsens, Amanda Seafoods fra Frederikshavn, Danpo fra Give, Ess-Food fra Brøndby, Fynbo Foods fra Vraa, Jacobsens Bakery fra Hedensted, Mille Baby fra Store Heddinge, Royal Greenland fra Svenstrup, Scandic Food fra Vejle, Skovlyst Production fra Farum, Tulip Food Company fra Randers og Tylstrup Kager fra Støvring
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125