23948sdkhjf

Her er der et rør under byen - kun til øl

550 mennesker har ydet støtte til øl-pipeline mod til gengæld at få for øl resten af livet
Rør, ledninger og kabler under byens gader sørger for at forsyne alle med det, der normalt er behov for i en moderne tilværelse.

I den belgiske by Brugge har de udvidet begrebet.

Her løber der nu også øl i et over tre kilometer langt rør, der er gravet ned under middelalderbyens brosten.

Fra bryggeriet De Halve Maan (der betyder halvmånen), som ligger midt i den Unesco-beskyttede gamle bydel, kan der pumpes mellem 5.000 og 6.000 liter øl i timen gennem rørene under gaderne.

- Det er, så vidt jeg ved, verdens længste og største underjordiske ølrør, siger Xavier Vanneste, der er sjette generation i spidsen for Brugges våde varer.

Øllet flyder fra bryggeriet ud til tapperiet uden for byen, hvor der sidste år blev fyldt 15 mio. flasker. Det svarer til 41.000 flasker om dagen med byens øl, Brugse Zot og den noget stærkere Straffe Hendrik.

Da Xavier Vanneste for flere år siden begyndte at undersøge muligheden for at sende øllet under jorden i stedet for at køre det væk i tunge lastbiler, var interessen straks stor.

- Folk begyndte at joke med, at de gerne ville betale for at få røret forbi deres hus, hvis de til gengæld måtte tappe noget øl undervejs, siger Xavier Vanneste.

Det gav ham idéen til at søge crowdfunding til en del af projektet til gengæld for øl resten af livet.

- Vi endte med at få 550 crowdfundere, så det var bestemt ikke dårligt, siger han.

Flere lande deltager

Crowdfunderne kommer fra Belgien og 11 andre lande, heriblandt USA, Holland, Sverige og en enkelt fra Danmark. Jo flere penge, de har lagt, jo mere øl får de, og på den måde har De Halve Maan samlet 370.000 euro (næsten 2,8 mio. kroner) ind.

- Vi er det største crowdfundede projekt nogensinde i Belgien, siger Xavier Vanneste.

I alt har ølrøret kostet fire millioner euro (30 mio. kroner), hvoraf den flamske regionale regering har ydet en støtte på 10 procent.

Belgiens Venedig

Brugge, der også kaldes Belgiens Venedig på grund af de mange kanaler, er en af landets største turistmagneter.

De Halve Maan tiltrækker også mange gæster til sin bar og restaurant og sine rundvisninger.

Bryggeriet har tocifrede vækstrater, og derfor var der kun udsigt til, at stadig flere store lastbiler skulle køre rundt mellem fodgængere og cyklister i den fredede by.

- Det matcher ikke særlig godt i en by som vores. Vi risikerede at få en debat om, hvorvidt vi skulle flytte ud af byen, og det ønsker vi ikke. siger Xavier Vanneste.

Ølchefen er ikke bange for indbrud i sine ølrør. Det er lavet af meget hård plastik, så det er ikke let.

- Desuden har vi gode sporingssystemer til at opdage lækager. Så selv hvis det skulle lykkes at tappe øl, vil vi opdage det med det samme og vide, hvor det sker, siger han.

/ritzau/

Ølrøret i Brugge
Det er 3.276 meter langt og ligger mindst to meter under Brugges gader.
Det har afløst op til 60 øltransporter på lastbiler gennem den fredede by hver måned.
Det dybeste sted er røret gravet 35 meter ned. Her løber det under et underjordisk parkeringsanlæg.
Ølrøret har kostet fire mio. euro (30 mio. kroner).
/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078