23948sdkhjf

Chia-succes skifter både navn, ejer og direktør

Han kom som konsulent, men har nu overtaget den daglige ledelse af House of Originals
Aarhus-virksomheden House of Originals, der indtil for nylig hed Original Chia, har nu også fået ny direktør og ny medejer.

Mario Præstholm Riewerts er ikke alene blevet en del af ejerkredsen, men har også overtaget direktørposten efter virksomhedens stifter og medejer, Martin L. Toft.

Processen bag navne- og ejerskiftet har stået på siden efteråret 2015, hvor det i ejerkredsen blev besluttet, at virksomheden Original Chia ApS skulle splittes op i to for at sikre dedikeret fokus på både grossister og detailhandlen.

Mario Præstholm Riewerts blev først hyret ind som konsulent for at få lagt kursen om for den del af virksomheden, der skal fokusere på detailhandlen, men han har nu overtaget den daglige ledelse, og Martin L. Toft er trådt ud af driften af virksomheden.

- Martin er en typisk entreprenør med alt, hvad det indebærer, og har været en force i opstarten af virksomheden, men nu hvor det i høj grad handler om drift, struktur og processer, er entreprenøren ikke den rigtige til at sikre stabilitet og videreudvikling. Den konklusion kom Martin selv frem til, og skiftet på broen har derfor været helt udramatisk, siger Mario Præstholm Riewerts i ene pressemeddelelse.

Vækst og udvikling

I løbet af det seneste års tid har virksomheden iværksat en række strategiske tiltag, der skal sikre vækst og udvikling – deriblandt navneskiftet fra Original Chia til House of Originals for at kommunikere til omverdenen, at det nu ikke kun handler om chia, men at innovation og fremsynethed fremover vil være en del af husets dna.

Samtidig har virksomheden udvidet sit produktsortiment med henblik på både at styrke brandet og at styrke House of Originals' position i forhold til kunderne i detailhandlen. Ud over chiafrø er Original Quinoa, Original Hemp, Original Chia Bites og Original Chia Energy bar med i sortimentet.

Ny bestyrelse


Mario Præstholm Riewerts har med hjælp fra Agro Business Park nedsat en ny bestyrelse, der skal sikre eksekveringen af en ambitiøs forretningsplan, hvor overskrifterne er vækst og internationalisering. Her er Jacob Steen Mikkelsen, partner i Relationsfabrikken, blevet bestyrelsesformand i en fem mand stor bestyrelse, der også tæller Martin L. Toft og Mario Præstholm Riewerts selv.

Martin L. Toft etablerede Original Chia i 2009, og året efter blev virksomheden den første i Europa til at introducere chia til den europæiske forbruger. Siden har virksomheden solgt sydamerikanske chiafrø til både industrien og detailhandlen og er blevet en af de førende chia-virksomheder i Europa.

Virksomheden er nu delt op i et grossistfirma med navnet Original Chia Wholesale og detaildivisionen House of Originals.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062