23948sdkhjf

Delika: Listeria-sagen koster os millioner

Koncernchef Kurt Møller "blev mildest talt chokeret"

Hos pålægsproducenten Delika Aalborg bliver der nu arbejdet på højtryk, efter at fund af listeriabakterier i sidste uge fik Fødevarestyrelsen til at lukke produktionen ned.

Koncernchef Kurt Møller fra Delika Food Group er dermed så småt ved at komme ovenpå igen efter nogle ualmindeligt turbulente dage, som med sikkerhed kommer til at afspejle sig i det næste årsregnskab.

Kurt Møller kan af gode grunde endnu ikke sætte noget præcist beløb på, hvad sagen kommer til at koste Delika, men hans bedste bud er et sted mellem to og fem millioner kroner, fortæller han til Food Supply.

- Alle mulige ting spiller ind. I de dage, hvor produktionen lå stille, mistede vi en halv million om dagen. Dertil kommer udgifter til blandt andet rengøring og til overarbejde her i dagene bagefter, nævner koncernchefen.

I bestræbelserne på at indhente den tabte produktion er arbejdsdagen udvidet med en time i begge ender, og der bliver også arbejdet på lørdag.

Tredobbelt livrem og seler

Rengøringen er ifølge Kurt Møller et kapitel helt for sig selv. Listeriaproblemet blev opdaget tirsdag, og onsdag-torsdag-fredag-lørdag blev der gjort rent - meget, meget rent.

- Du drømmer ikke om det. Fabrikken blev nærmest skilt ad i atomer, og alt fik en omgang, inden der blev sluttet af med at bruge røg, som trænger ind i alle sprækker. Der blev virkelig gået med tredobbelt livrem og seler, siger koncerndirektøren, som trods den trælse oplevelse stadig har overskud til at have glimt i øjet:

- Jeg var næsten bange for, at alle fugerne skulle falde ud til sidst, siger han.

Søndag eftermiddag - efter at der var blevet taget "mega-mega-mange prøver" - sagde Fødevarestyrelsen god for, at fabrikken var tiptop i orden igen, og så kunne produktionen genoptages mandag morgen klokken 6.

Midt i juletravlheden

- Vi producerer nu så meget som muligt til så mange kunder som muligt. Ikke alle har fået helt de mængder, de har bestilt, men vi gør, hvad vi kan. Og heldigvis har kunderne taget situationen helt fantastisk. De ved jo, at sådan noget her kan alle komme ud for, siger Kurt Møller.

Alligevel lægger han ikke skjul på, at han næsten mistede pusten, da han fik nyheden om listeriafundet.

- Jeg blev mildest talt chokeret. Jeg havde ikke regnet med, at man kan købe en næsten splinterny fabrik og så pludselig stå i den situation. Og så endda lige op til jul, i en af vores allertravleste uger, siger koncernchefen.

 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078